af Anna Skyggebjerg den 1. januar 2016
Kære alle,
I løbet af juleferien har jeg truffet en beslutning: Jeg lukker bloggen. Dette er det sidste blogindlæg.
Jeg har blogget i næsten syv år, skrevet 1500 indlæg og tre bøger. Og jeg har hele vejen igennem haft det privilegium at have de venligste læsere i hele blogosfæren. Det har været fantastisk. Langt mere fantastisk, end jeg havde fantasi til at forestille mig, da jeg begyndte. Alle de mennesker, jeg har lært at kende via bloggen…
Af hjertet TAK for alt det, I hver især har beriget mit liv med i alle disse år. Jeg har blogget på grund af jer. Jeg stopper på trods af jer. Tro mig, det er en svær beslutning, jeg nu træffer, men det er det rigtige at gøre. Jeg føler, jeg lige nu realiserer det citat, som I ved, jeg elsker: ”Be brave enough to break your own heart.”
Jeg vil fortsat være aktiv på min Facebook side: https://www.facebook.com/hele3ting/. Jeg håber, vi ses der!
Og I er altid velkomne til at maile. Adressen er: mail@annaskyggebjerg.dk
Rigtig godt nytår til jer alle sammen!
(Krus kan købes her.)
af Anna Skyggebjerg den 23. december 2015
Dagens kalendergave: Det var begyndelsen på den bedste jul nogensinde…
Fra i dag holder bloggen juleferie. Og jeg slutter selvfølgelig med et citat om jul. Det er fra Markus Zusacs helt vidunderlige roman Bogtyven, hvis hovedperson virkelig forstår at få øje på julens magi:
Det var begyndelsen på den bedste jul nogensinde. Kun lidt mad. Ingen gaver. Men der var en snemand i kælderen.
Jeg ønsker dig den bedste jul nogensinde! På gensyn i 2016.
af Anna Skyggebjerg den 23. december 2015
Dagens kalendergave: Citatet til dig, som ikke fik – eller får – det, du ønskede dig
I dag fik jeg noget, jeg helst ikke ville have haft. Det hænder jo: Nederlag, afslag, dårlige nyheder. Som slår os omkuld i det mindste midlertidigt.
Derfor er dagens citat dette af Brené Brown, som jeg har fundet i hendes seneste bog, Rising Strong:
The truth is that falling hurts. The dare is to keep being brave and feel your way back up.
Den skal jeg læse i juleferien!
af Anna Skyggebjerg den 21. december 2015
Dagens kalendergave: Citatet til dig, hvis barn er et mysterium
I dag fylder min Elise 20 år. Hvilket er ret overraskende, da jeg lige har født hende.
Da hun blev født, fik jeg et fremmed væsen ind i mit liv. Hun er ekstrovert. Hun elsker fysiske udfordringer. Hun er hele sit liv blevet beundret for sit udseende. Og til februar begynder hun på sin store drøm: at uddanne sig til marineinfanterist. Jeg fatter ikke, hvordan det er at være hende. Men det virker som om, det er ret dejligt.
Da jeg fik Elise, fik jeg derfor den fuldkommen uventede gave, at jeg lærte at fryde mig over menneskers forskelligheder, over det mysterium som andre mennesker kan udgøre. Jeg er enig med Agatha Christie (og hun har jo forstand på mysterier!), når hun siger, at der ikke er noget mere spændende i verden end at have et barn, som slet ikke ligner en selv:
There is nothing more thrilling in this world, I think, than having a child that is yours, and yet is mysteriously a stranger.
af Anna Skyggebjerg den 20. december 2015
Dagens kalendergave: Citat til dig, som spæner rundt og ordner alting…
…og glemmer at få alenetid. Og derfor ikke får genopladet.
Inside myself is a place where I live all alone, and that’s where I renew my springs that never dry up.
Forfatteren Pearl Buck (1892-1973, og så kendt i USA, at hun “udkom” på frimærke)
PS: I går havde jeg fantastisk alene-tid, fordi alle i huset var til julefrokoster. Jeg brugte den på at pakke julegaver ind, mens jeg hørte de første 2 afsnit af en ny sæson af Serial, den efter min mening bedste pod-cast i verden. Serial er 12 afsnit á 45 minutter om den samme sag. I denne sæson er det sagen om den amerikanske soldat Bowe Bergdahl, som i fem år var fanget af Taliban i Afghanistan. Han kom hjem og var en helt – i under et døgn. Derefter vendte stemningen og Bergdahl blev betragtet som en forræder. Sandheden er (at dømme efter Serials første to afsnit) meget mere kompleks. Jeg anbefaler Serial på det varmeste. (Også 1. sæson, naturligvis!)
af Anna Skyggebjerg den 18. december 2015
Dagens kalendergave: Citatet til dig, som ikke kan tilgive dig selv
Og hvis du synes, det er nemt at tilgive dig selv, kan du jo bare springe dagens blogindlæg over. Det vil kun glæde mig. For jeg ved bedre end nogen, hvor tosset man kan gøre sit liv, når man ikke kan tilgive sig selv for de fejl, man har begået.
Citatet er af Cheryl Strayed, en af mine favorit-forfattere:
You have to say I am forgiven again and again until it becomes the story you believe about yourself.
Cheryl Strayed:
af Anna Skyggebjerg den 16. december 2015
Dagens kalendergave: Citatet til en mor, hvis søn ikke kan finde sin passer….
Jeg nævner ingen navne. Men siger bare, at hvis man har en søn (som fyldte 15 år i går), som skal til terminsprøve i matematik i morgen, og som her til aften annoncerer, at han ikke kan finde sin passer…. Hvis man er i den situation, så er det godt at huske på nedenstående citat af den buddhistiske munk, Thich Nhat Hanh. I øvrigt endnu et af de citater, som jeg synes er egnet til at få tatoveret på en underarm, broderet i korsting – eller malet på en julekugle:
Smile, breathe and go slowly
af Anna Skyggebjerg den 15. december 2015
Dagens kalendergave: Citatet til dig, som ikke kan glæde dig, når nu verden er så fuld af gru…
Verden er fuld af fortrædeligheder. Det er en særlig form for stædighed og modstand, når vi alligevel insisterer på at glæde os. Når vi trodser alt ved at købe gaver, tænde lys, bage kager og fejre jul.
Den amerikanske digter Jack Gilbert (1925-2012) har sagt det meget smukt:
We must risk delight.
We must have the stubbornness to accept our gladness
in the ruthless furnace of this world.
Jack Gilbert:
af Anna Skyggebjerg den 13. december 2015
Dagens kalendergave: Citatet til alle os, som træder i karakter, når vi filtrer lyskæder ud…
Maya Angelou var en klog kvinde. Og hun kunne virkelig kunsten at formulere sig kort og præcist om noget, der er komplekst. Men det var ikke noget, der kom let til hende; hun har mange gange sagt, at det tager lang tid at få et digt til at se ud som om, det har været nemt at skrive.
Et af de citater, som får mig til at føle mig ramt, er dette om, at man kan lære meget om en person ud fra, hvordan hun blandt andet håndterer sammenfiltrede lyskæder:
I have learned, that you can tell a lot about a person from the way she handles these three things: a rainy day, lost luggage, and tangled Christmas tree lights
Maya Angelou (1928-2014):
af Anna Skyggebjerg den 12. december 2015
Dagens kalendergave: Mit absolutte yndlingscitat. Nu på julekugle!
I dag kom posten med en pakke til mig. Den var fra en af bloggens meget trofaste læsere. En kvinde, jeg aldrig har mødt, men alligevel synes, jeg kender. Hun kender i hvert fald mig, for da jeg pakkede gaven op…. Jeg har faktisk ikke ord for, hvor glad jeg blev. Det er den mest personlige julegave, jeg mindes at have modtaget: En smuk, smuk julekugle, hvorpå mit yndlingscitat er blevet håndskrevet:
Be brave enough to break your own heart
(Cheryl Strayed).
Kuglen er nu hængt op på lampen ved siden af mit skrivebord. Jeg tager den aldrig ned igen! TAK, Anne!
Mit snapshot yder den ikke retfærdighed, men her er det alligevel: