Tirsdag den 16. marts

af Anna Skyggebjerg den 16. marts 2010

1

Jeg fandt i dag dette skønne citat af den amerikanske komiker Joe E. Lewis:

“You only live once – but if you work it right, once is enough.”

Det fik mig til at tænke, at hvis man skal “work it right”, må man vide hvad der føles “right”, hvad der gør én glad.

2

Derfor brugte jeg i eftermiddags præcis ti minutter på at skrive en liste med alt det, der gør mig glad. Ikke de store ting som at rejse på ferie og få udgivet en bog. De små ting; dem der gør mig glad til daglig.

Listen blev på “Hele 33 ting”. Og da jeg kiggede den igennem, opdagede jeg, at jeg hver eneste dag gør næsten alle ting på min liste. Jeg skal lytte mere til musik og bage flere brød. Men i det store og hele: Min hverdag vrimler med ting, der gør mig glad.  I’m working it right!

Prøv!!

3

Højt på listen står “At læse for Jacob”. Det gjorde vi her til aften.  Vi er igang med “Ringenes Herre” – og her kommer lige en servicemeddelse: Gå IKKE igang med den, med mindre du har høj tolerance overfor lange, detaljerede naturbeskrivelser. Hvilket jeg ikke har, men hvilket Jacob insisterer på at have. Jeg keder mig bravt, men elsker det alligevel, fordi han tydeligvis gør. Især gør han,  når ritualet indeholder en sand ophobning af Zen-skabende elementer: yndlingsnattøj, mors seng, Pokémon’er, muffin  – og senere Puttepatruljen. (Det koncentrerede blik skyldes med garanti, at han prøver at forestille sig en særlig grøn farve på et blad….)

{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

FruGosch 17. marts 2010 kl. 11:28

Kære Anna

Det citat får en til at smile. Og så efterfølgende blev jeg alligevel lidt trist. For jeg synes der har været lidt for megen stres på og diskution og skænderi de sidste par dage her i huset. Men så kan man jo bruge citatet som en reminder…..

Og så mindede du mig lige om, at jeg mange gange om ugen får læst for min store dreng, og det ER nemlig noget af det bedste. Kender dog godt det med, at nogle bøger er sjovere at læse end andre. Men vi læser vidst nogle lidt mindre komplicerede bøger her i huset :-) Sejt, at I er i gang med Ringenes Herre! Sejt af Jacob, at han kan koncentrere sig om den, og sejt af dig, at du gider :-D

Men hans udtryk…..det er jo det hele værd. Ja, og så alt det andet der følger med, når mor læser højt. Måske noget af hans koncentration også går på at få alle muffins-krummerne med, så han ikke skal ligge i dem senere ;-)

kh R

Lene 17. marts 2010 kl. 14:04

Fantastisk citat. Har tyvstjålet det til min messenger.
Verdens dejligste kollega gjorde mig opmærksom på din side, og jeg elsker at komme her hver dag og få min daglige vitaminpille.

Dont U dare stop Fru Skyggebjerg.

Hav en bragende dejlig eftermiddag.

Skriv en kommentar