Jeg er nødt til at fortsætte lidt i samme spor som i går, hvor jeg skrev om, at ingen og intet er statisk. At alt forandrer sig. For at være mor er en studie i foranderlighed: Den ene dag er fantastisk, den næste er alt andet end. Det ene øjeblik er idyl, det næste er et skænderi eller smerter i ørerne eller en dyb følelse af utilstrækkelighed.
Jeg tror, vi gør klogt i at acceptere foranderligheden som et livsvilkår. Det vil sige: Trække vejret dybt og finde ro og trøst i det faktum, at sådan her er det også for alle andre mødre. Ingenting er vi alene om at erfare.
I dag gik jeg Jacob i møde på hans tur hjem fra klubben, for at spørge, om han ville med til blomsterhandleren. Det ville han gerne, så vi gik sammen og snakkede og hyggede og var hos blomsterhandleren i 15 minutter, mens hun bandt buketten. Da vi kom hjem fandt han frivilligt matematikken frem. Men så…. koordinatsystemet gik efter struben på ham - og vandt. Jeg skal spare detaljerne, men nøjes med at sige, at hvad der derefter skete hverken klædte ham eller mig. Men jeg lærte noget om foranderlighed. Og om ikke at blive alt for skræmt af den. (Træk vejret dybt ind – og pust ud!)
PS: Hos blomsterhandleren købte jeg en lille forårshave til min vindueskarm. Jeg nyder dens skønhed helt enormt – ikke mindst i erkendelse af dens flygtighed.
