Fredag den 1. maj

1

Zen-skabende ritualer er en del af vores dagligdag. Ikke noget vi almindeligvis italesætter, men derimod en måde at være sammen på, som ikke kræver ord. Sådan som det er med ritualer. Men netop i disse dage er det lidt anderledes. Fordi “Zen for mødre” lige er udkommet, taler vi faktisk om Zen. Og i dag spurgte jeg Jacob, hvad der er hans bedste vej til Zen. Han sagde (hvilket jeg godt vidste, han ville sige), “At sidde i karnappen og læse”. Derefter sagde han (hvilket jeg ikke vidste, han ville sige), “Det er mærkeligt, at man bliver ført hen til Zen”.  Sådan har jeg aldrig selv formuleret det, men han har jo fuldkommen ret: Vi  sætter os til at læse en bog sammen eller  drikke en kop te sammen eller kigge på Pokémon’er sammen.  Noget helt enkelt og almindeligt. Men mens vi sidder der sammen og trækker vejret ( nu i bund!), bliver det almindelige pludselig til noget særligt. Zen indfinder sig. Og vi er blevet ført derhen. Helt enkle ritualer har nemlig den evne: Man bliver henført.

2

Weekenden har det med at komme i sidste øjeblik. Og det gjorde den også i denne uge, hvor der ærlig talt var rigeligt, der lige skulle til en side i løbet af  dagen. Så er det jeg virkelig skatter vores fredagspizza-ritual, der gør aftensmaden nem! I årevis har vi spist pizza hver fredag sammen med vores venner, hvis søn, Robert, er Jacobs bedste ven. Hver anden uge hos dem, hver anden uge hos os. Hvis juleaften falder på en fredag, så aflyser vi. Ellers ikke. For det er en livgivende, zen-skabende, gennemritualiseret tradition.  Jeg vil ikke undvære pizza-fredage for noget som helst.

3

Jeg så det skønneste syn i skolegården: En pige på 6 år var iført perfekt lyserødt prinsesseskrud fra skoene og til og med diademet. Men det forhindrede ikke, at hun kørte ræs på noget, der bedst kan karakteriseres som en traktor med anhænger, men i kvart størrelse. You go, girl!