1
Zen og “off”
I dag har jeg arbejdet hjemme. Arbejdet bestod i at tænke og lægge planer. Men det blev ærlig talt ikke til ret meget. Der var hele tiden lige noget, der afbrød tankerne, så jeg “måtte tænke forfra” bagefter. Mest var det mails, jeg følte mig kaldet til at sende og besvare. Og opringninger, jeg følte mig kaldet til at foretage og besvare.
Men endelig kom en enkelt tanke rent igennem: Jeg kunne jo sådan set bare slukke for computeren og telefonen. Er det måske ikke det, jeg prædiker for Elise, når jeg vil lære hende om zen og om retten til ikke at være konstant tilgængelig?
Så jeg slukkede. Og tænkte. Blandt andet på dette citat fra “When I loved myself enough”:
“When I loved myself enough
I quit answering the telephone
when I don’t want to talk.”
2
Zen og kunsten at køre på mountainbike:
Elise og jeg har været i skoven og køre mountainbike. Det er tydeligvis ved at blive koldere og mørkere, men skoven er stadig vidunderligt smuk. Og at køre i mørket (selvfølgelig med en lygte på) rummer sin helt egen poesi.
3
Hver aften (mindst én gang!) går Søren og jeg ind og kigger på Jacob, mens han sover. Vi aer ham og kysser ham og står ved siden af sengen med hinanden i hånden, mens vi siger de helt samme ord som aftenen før. Det er et fast zen-skabende ritual.
Det er også et fast ritual, at Puttepatruljen kommer ind på værelset og overtager putningen, når vi har sagt godnat til ham. Og det gør hun godt:
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Altså den kat… Jeg er SÅ misundelig…Men vi kan ikke have kat her, og det er en af konsekvenserne af, at vi har valgt at bo som vi gør – så gør det det lidt nemmere at bære (at det på den måde er selvvalgt).
Dejligt at du kom i tanke om at slukke computer og telefon – tænk at det virker så urealistisk, at man kan det
God weekend!
Dorte
Jeg vil også indføre “se på dit barn mens det sover”-ritualet. Kan ligefrem mærke indeni, hvor meget lykke der i at stå der ved sengen og bare mærke kærligheden, og så sammen med en anden slags kærlighed.
Kh
Lykke
Lykke,
Ja, det skal I til! At stå to og beundre det sovende barn er den største forskel i mit liv, i forhold til da jeg var enlig mor. Ja, det er dejligt at være to om arbejdet. Men at være to om kærligheden, DET er stort.
Dorte, jeg ved godt, jeg ikke kan være bekendt at prale af, at jeg har den flinkeste kat i verden. Men jeg kan ikke lade være…
God weekend tilbage!
Kærlig hilsen,
Anna
“Åhhhr” og “nårrr” – hvor ser han sød ud, Jakob, med puttepatruljen ved siden af sig
Min søn på 9 elsker jeg også at kigge på, når han sover. Og når han ligger i sin seng og skal puttes og liiiige skal fortælle ting og lige skal krammes og (stadig! – heldigvis!) vil have godnatsang, så bliver han 5 år og lille igen, lille nok til at have brug for sin mor (og far). Dejligt 