Lørdag den 26. september

af Anna Skyggebjerg den 26. september 2009

1

Zen og læsning

I dag har vi praktiseret det mest enkle af alle zen-skabende ritualer: Jacob, Søren og jeg krøb under den samme store dyne i eftermiddags og læste bøger og avis ved siden af hinanden  (Elise, der er gjort af et mere holdbart stof end vi andre, var på mountainbike-tur med Ungdomsskolen). Der var stilhed, fordybelse og nærvær. En maggie-terning af zen!

2

Zen og film

Men Elise var med, da vi efter middagen så Garfield-film.  Mens vores egen pelspølse, Kongen af Kristian Zahrtmanns Plads, holdt øje med sit rige fra karnappen:

Kongen af Kristian Zahrtmanns Plads

3

Zen og aftentegning

Jacob har lavet aftentegning. En aftentegning er en tegning af noget godt fra den dag, der er ved at nærme sig sin afslutning. Det er en rigtig god måde at geare ned på (som om vi overhovedet var kommet op i gear i dag…). Og hvad der er endnu bedre: Ritualet med at lave aftentegninger skærper børnenes opmærksomhed på hverdagsting og hverdagsoplevelser. Det lærer dem at se det smukke i det enkle. Det er ægte Zen!

Jacob valgte at tegne, at vi sidder rundt om spisebordet og “snakker om forskellige emner”. Det synes han er Zen.  (Bemærk, at spisebordet svæver frit i luften. Vi er en magisk cirkel!)

Aftentegning

Skriv en kommentar