1
I eftermiddags fik jeg uventet alene-tid, fordi Jacob havde en ven med hjem og var optaget af at lege igennem. Elise var ude i kvarteret med sine venner og optaget af dem. Det var jo ikke fordi, jeg ikke kunne finde på noget fornuftigt at tage mig til i den tid. For eksempel lå der en overordentligt stor bunke vasketøj i køkkent og ventede på at blive lagt sammen og på plads. For eksempel. Men jeg satte mig i den blå stol ved skrivebordet uden så meget som en bog i hånden. Bare for at sidde ned lidt og trække vejret i bund. Så kom Pelspølsen og lagde sig på mig. Og derefter kunne jeg jo ikke godt være bekendt at flytte mig. Da hun endelig rejste sig, havde jeg rynker på underarmen af hendes kind. Hun slikkede på dem som for at beklage og stryge mig glat. Men rynker, man har fået på grund af nogens kind, de må rigtig gerne være der. Så tak for rynker. Og for 45 minutters uventet Zen.
Elise tog billedet, da hun kom hjem:
2
Vi har spist madder i aften. “Nå. Og hvad har det så med Zen at gøre?” Meget!
Det er slet ikke altid, at måltiderne her i huset er præget af ro, fordybelse og Zen. Selvom vi gør os umage for det. Men der er en meget nem vej til Zen, som virker hver gang: At vi køber noget lækkert pålæg og spiser madder. Når vi gør det, kan vi ikke skynde os. Vi laver små madder for at kunne smage alting i (næsten) alle kombinationer. Og på den måde bliver måltidet ritualiseret og langstrakt i både tid og nydelse.
(Det er derfor jeg har valgt fra at blive astronaut: Det er for zen-forladt bare at sluge en næringsrig pille til aftensmad…)
3
Jeg havde faktisk købt en kage til dessert. Men der var ingen, der tog så meget som en bid. Så nu er spørgsmålet, om den har godt af at stå til imorgen? Det tænker jeg lige lidt over. Lidt.
