Onsdag den 30. september – Reklame!

af Anna Skyggebjerg den 30. september 2009

Kære læser,

I dag er jeg glad. For “Zen for mødre” er blevet anmeldt på sitet Børn i Byen. Og den har fået en rigtig fin anmeldelse! Bare læs her nedenunder, hvor jeg fuldstændig ubeskedent har kopieret hele molevitten.

Jeg er ekstra glad fordi sagen er, at jeg har brug for god reklame. Min redaktør har nemlig sagt, at der helst skal sælges lidt flere bøger. Det siger hun vist nok til mange forfattere, men altså også til mig. Så gode anmeldelser er meget velkomne. Gode anbefalinger er også meget velkomne…

Jeg vil derfor tillade mig at spørge, om du vil hjælpe mig med at sende det budskab ud i verden, at “Zen for mødre” er en god bog – og at den kan købes hos boghandleren,  på nettet eller  her hos mig .

PS: Hold i øvrigt øje med Børn i Byen, for de laver meget snart en konkurrence, hvor du kan vinde “Zen for mødre”.

Her er anmeldelsen fra Børn i Byen:

Anna Skyggebjerg har begået en vejviser til travle mødre, ”Zen for mødre” under forlaget Pretty Ink. Børn i byen fik fingrene i et eksemplar, en skribent lærte nyt om sig selv og giver her en anmeldelse af bogen.

Hjælp til selvhjælp

Okay, jeg indrømmer! Jeg er ikke den store fan af selvhjælpsbøger. Jeg gør gerne et stort nummer ud af at fortælle mine omgivelser, at det da er utroligt, at der skrives så mange bøger om emner, som vi (burde) kunne klare selv. Såsom at være: gravid, på barsel, mor, et velfungerende parforhold, businesskvinde, og så videre og så videre.

Alligevel er jeg selv havnet i saksen. Jeg vil det hele; karriere, familie, venner og ikke mindst mig selv. Og selv om jeg (stadig) dybest set mener, at sådan noget må man bare tage fra en ende af og få til at fungere, sad jeg pludselig med Anna Skyggebjergs ”Zen for mødre” i skødet.

Dybest set er mit udgangspunkt, at jeg nægter at tro, at det er muligt for en moderne småbørns-mor at opleve ”zen” – jeg ser nærmest titlen på bogen som en ironisk parodi på mit liv lige nu. Alligevel tænker jeg, at jeg jo må give bogen en chance – eller i al fald bare et par minutters fokus, inden jeg stormer videre i programmet.

Konkrete veje til Zen

Jeg bliver overrasket – og tak for det! Først og fremmest zener bogen tekstmængde-mæssigt at sammenligne med en billedbog for 4-årige. Korte statements og efterfølgende konkrete løsningsforslag guider den travle mor gennem lette, håndgribelige værktøjer til små åndehuller i hverdagen. Ingen løftede pegefingre, ingen bedrevidende udtalelser og vigtigst af alt; intet i bogen er urealistisk at gennemføre i praksis.

Personligt bliver jeg ramt lige dér, hvor det svider, da jeg læser sætningen ”Du ved, du har brug for Zen, når du syntes, det tager for lang tid at tisse”. For i denne snævre kreds og mellem os sagt, så sker det flere gange hver uge, at jeg bliver irriteret over, at netop denne handling dog kan tage så lang tid, for jeg har jo så meget, jeg skal nå.

Zen med dine børn

Med lune, humor og en god portion realisme giver Anna Skyggebjerg den moderne, fortravlede ”husmor” et fantastisk redskab, som ikke giver sig ud for at være mere end den er; nemlig en kærlig håndsrækning, et træk på smilebåndet, en eftertænksom kløen i nakken og endelig; lidt mere Zen – selv for undertegnede ellers så kritiske skribent.

Mest af alt elsker jeg bogen for, at den giver eksempler på, hvordan du oplever Zen MED dit barn, og ikke kun fokuserer på de hellige (alt for få) timer, hvor børnene sover. For selv om ”moren” er fokus for bogen, er familien bestemt også inddraget i processen.

Ikke alene er bogen god læsning som giver stof til eftertanke, den kan efter første gennemlæsning sagtens klare at stå som opslagsværk til dage, hvor det hele brænder lidt sammen. Så jeg må slå paraderne ned og acceptere, at ikke alle selvhjælpsbøger er overflødige. Nogle af dem slår bare ikke et større brød op, end man kan nå og bage og få en Zen-oplevelse ud af.

{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Tina 30. september 2009 kl. 21:24

Kære Anna

Stort tillykke med den flotte anmeldelse!! Du har ærlig og redeligt fortjent den, for jeg har læst bogen og synes, den er fantastisk – faktisk er det zen at læse den, ligsom din blog her :-) Jeg anbefaler den til alle mødre, jeg kender!

Gravidgrahvad 1. oktober 2009 kl. 13:20

Jeg har læst din bog og følger også lidt med på din blog fra sidelinjen, og sætter pris på begge dele, men et spørgsmål har fyldt mig i nogen tid, og da du nu bringer din bog på banen, vil jeg tillade mig at benytte anledningen til at stille det:
Hvorfor kalder du det “zen”? Jeg fornemmer at det dækker over pusterum, åndehul, stilletid , indre ro eller andet i den stil, men hverken i bogen eller på bloggen forklarer du ordet. Jeg associerer (naturligt?) til zen-buddhisme, og det religøse aspekt gjorde mig i starten meget kritisk, indtil jeg fandt ud af, at dit ærinde er et andet. Men hvorfor så kalde det “zen”?

Og jeg skriver det lige som en åben kommentar, da andre måske har tænkt noget lignende, men du er velkommen til at slette den og give mig mail-svar i stedet.

Mange tak for en god og inspirerende b(l)og. :)

Anna Skyggebjerg 1. oktober 2009 kl. 21:02

Kære Gravidgrahvad,
Tak fordi du har læst bogen – og tak for dit spørgsmål. Som selvfølgelig skal besvares her, for du er garanteret ikke den eneste, der har tænkt over det.

Du har helt ret i at tænke, at Zen er noget med pusterum, åndehul, indre ro. For mig er Zen, når man trækker vejret i bund og mærker, at der er et stille center indeni. Zen har også noget at gøre med evnen til at glæde sig over det smukke i det enkle og nære. Og da bogen jo handler om netop de ting, valgte jeg at kalde den “Zen for mødre”. Men mellem os sagt: Jeg har tænkt efterfølgende, at “Zen for mødre” måske burde have været en undertitel, frem for bogens titel. For det er altså lidt dumt, hvis titlen giver associationer i retning af “noget med religiøsitet og meditation”.

Kærlig hilsen,
Anna

Tina 1. oktober 2009 kl. 21:26

I bogen forklarer Anna jo netop, at der ikke er tale om en religion men netop åndehuller. Men det kan da godt være, at titlen skulle have været en undertitel. Uanset hvad, kender jeg i hvert fald flere, som nyder din zen :-)

Skriv en kommentar