1
Visse ting er så smukke, at de trænger igennem selv det stiveste sind og den ledeste migræne. Det fik jeg lov at erfare, da min ægtefælle i dag kørte mig hjem fra døgnapoteket med en ny pakke migrænemedicin i tasken. Det kunne kun gå for langsomt med at komme hjem og tage medicinen, men så: Et stort, forgrenet træ med gule blade og solen, der lyste det hele op, så det fuldkommen lignede det pureste guld. Og lige bagefter et rønnebærtræ, stadig med grønne blade, og med røde bær i klaser, der skinnede som var de malet på af en 6-årig pige med nye tusser. Gid jeg havde haft mit kamera med. Det var vidunderligt smukt! (Stik den, din lede migræne!)
2
I dag har vi afholdt rituel farvel-signing til efterårsferien. Vi synes egentlig alle sammen, at den er gået for hurtigt, men satte os her til aften i karnappen med te og hjemmebagte småkager og insisterede på at minde hinanden om alt det gode, den nu alligevel har nået at indeholde: cykelturene, læsningen, nattøjsdage – og fabrikation af bananbrød, småkager og karse. Og ja: Selve det at sidde lige der i karnappen og snakke sammen alle fire. Nu’et. Mand, det er mange nu’er i en uge, hvor ambitionen er at samle på dem, at være nærværende, at være lige her lige nu.
Jeg ved godt, at når man har bragende travlt (for eksempel med et par små børn og en baby), så er det umanerligt svært at være til stede lige-her-og-nu. Man er mindst to steder samtidigt: Planlægger det næste træk, mens man skifter en ble og tænker på indkøb, mens man putter. Og den simultankapacitet overlever man på. Sådan føles det i hvert fald, mens man er i centrifugen. Men: På lang sigt mister man balancen i en centrifuge. Der skal være et par åndehuller med ro og fordybelse i én ting. Et Nu, hvor sindet er stille.
Prøv at afdække hvor i din dagligdag, du kan vriste en pause fri til dig selv. Og en stille én sammen med børnene.
3
Her er et billede af en, som har slidt med lektier i timevis hver eneste dag i ferien – og nu slutter den af med at se “Spiderman”. Mit gæt er, at hun – langt om længe - ikke tænker en tanke. Hun er i “a zen state of mind”:
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Kære Anna
Tror ikke jeg har kommenteret her før, men jeg har fulgt med i et stykke tid. Og jeg vil lige sige tak fordi du hele tiden minder mig om, at det der med nu’et er så vigtigt. For ja, det kan nemlig nemt forsvinde langt ind bag vasketøjstårnene og leverpostejsmadderne, men når man så pludselig får øje på det, kommer man i tanker om, hvor vigtigt det er at holde fast i – bare en gang i mellem.
Tak for din skrivning!
Kh Astrid
Kære Astrid,
Tusind tak for din søde kommentar – og fordi du læser med!
PS: Når du nu siger, at du ikke kan slå blitzen til og fra på dit kamera, hvem har så taget det fantastiske billede af dine børn, som er på din blog?
Kh,
Anna
Hehe, min mand er mesterfotograf med det helt rigtig udstyr;-)