For 5 timer siden døde Sørens mor. Hun blev indlagt på hospitalet for 6 dage siden på grund af åndenød. Og vi troede egentlig ikke, det ville ende, som det gjorde. Selvom vi tænkte tanken i går, da vægtskålen tippede rigeligt til den forkerte side.
I dag er jeg taknemmelig for:
1
At have kendt hende – og oplevet hende være en kærlig farmor for Jacob og en fuldkommen lige så kærlig bonus-farmor for Elise.
2
At se Sørens familie støtte hinanden.
3
At se Jacob og Elise støtte hinanden. De søger helt selvfølgeligt hinandens ordløse arme og kærlighed, når sådan noget sker.
Tidligere i dag var der derimod ord på omsorgen. Jeg fandt denne poetiske seddel på gulvet i entréen, da jeg kom hjem. Den var til Jacob fra Elise, som vidste, at jeg blev forsinket, og derfor regnede med, at han ville komme hjem til en tom lejlighed:
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Det gør mig virkelig ondt at høre for jer allesammen.
Dén seddel fik jeg tårer i øjnene af. Der er så meget kærlighed i den. Du har nogle helt vidunderlige børn, Anna.
Mange tanker til jer,
Dorte
Kære Anna
Det gør mig ondt, at I har mistet en af jeres kære.
Hvor må du være stolt over at have opdraget så omsorgsfulde og kærlige børn. Dine beskrivelser af dem og den seddel, du nu deler med os, tegner så fint et billede af nogle små, store mennesker.
Tanker fra Louise
Kære Anna
Jeg er meget enig med Dorte og Louise.
Det gør mig ondt med dine børns farmor.
Din Elise er et forbillede for alle storesøstre.
Kh Rikke
Længe siden, jeg har været på bloggen, men jeg vil alligevel overbringe min dybeste forståelse for jeres situation. Jeg føler med jer. Jeg ved, hvordan det er, da jeg mistede min mor som 20-årig. Kan kun sige, at det tager tid, men at Søren en dag igen vil synes, livet er værd at leve og værd at gøre noget ekstra for at have.
Når man kommer dertil, kan man tænke: Nu gælder det de levende.
Men…giv tid…
Varme hilsner
Tina