Fredag den 12. november

af Anna Skyggebjerg den 12. november 2010

Alt, hvad der kræves, for at opleve Zen i hverdagen, er lige rundt om os allerede. Man skal ikke ud og købe noget dyrt udstyr. Eller melde sig til et 12-punkt program. For det er nogle helt enkle ritualer, der giver oplevelsen af  et åndehul med ro og nærvær.

Her er “Hele 3 ting”, der i dag har givet Zen

1: Da min hverdag var aller travlest, lærte jeg mig selv at tage på korte  “kreative ekskursioner”. Udtrykket er Sarah Ban Breathnachs. Det, jeg gjorde, var, at jeg en gang imellem brugte ti minutter på vej hjem fra arbejde i en butik eller et andet sted, hvor jeg nød noget, der var smukt. Det lyder ikke af meget, men det føltes som en rigdom. En måde at nære min sjæl på i en hverdag, hvor fokus bestemt ikke lå lige der. Prøv selv!

I dag tilbragte jeg en hel halv time på mit foretrukne ekskursions-sted: Boghandleren på Godthåbsvej. Købte bøger, ny Pedersen og Findus-kalender samt otte ruller papir til kalendergaverne. Og vigtigst: talte og talte med personalet, som er nogle af de venligste mennesker, jeg kender. Det er et åndehul med ren Zen!

2: Elise og to venner beslaglagde køkkenet i eftermiddags. De ville lægge en hård uge bag sig og skyde weekenden igang ved at bage boller. Mange boller.

At bage brød er et af de ritualer, som kommer med en Zen-garanti.

3: Det samme gælder at gå tur med et barn i hånden. Det gjorde Jacob og jeg i dag: Vi snakker om at svømme. Og han siger til mig (som er bange for at få hovedet under vand): “Jeg ville ønske, du kunne dykke. At svømme under vand, mens man hører lyden af regn, det er bare SÅ Zen.” Det tror jeg på. Og det gør mig lykkelig, at han kan identificere sine kilder til Zen. Også selvom det at svømme i regnvejr ikke hører til de daglige kilder…

Så hvad med i denne weekend at gøre “Hele 3 ting”: bage brød, gå tur med et barn i hånden – og tage på en kort kreativ ekskursion?

{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Anja 13. november 2010 kl. 09:52

bager boller her til morgen- håber på Zen ;-)
Din blog er så dejlig, glæder mig altid når jeg ser der er et nyt indlæg.

Liselotte 13. november 2010 kl. 10:31

Jeg lavede hjemmelavet pizza med rugmel i går, men brugte ikke al dejen. Min mand spurgte (da han ryddede op i køkkenet efter maden): kan du ikke bage pizzaboller af dejen i morgen tidlig?

Jeg lod dejen stå og lavede her til morgen nogle dejlige “pizza”boller med rugmel. Helt fantastisk. Det kunne måske gå hen og blive en zen-fyldt vane …?!

Anna Marie Kalsbøll 15. november 2010 kl. 11:52

Dejlig blog du laver. Zen er sagen!

Skriv en kommentar