Jeg bliver lige i temaet fra i går: Comfortzoner og hvordan man udvider dem.
Gårsdagens indlæg handlede om, at man kan udvide sin comfortzone, når det er meningsfuldt at gøre det. Og det svarer i realiteten på et af de spørgsmål, jeg oftest får stillet, nemlig om ikke man skal tvinge sig selv til at overskride sine grænser. Om ikke man som introvert, for eksempel, er nødt til at lære at smile til møderne/være PÅ i timerne/være social på en bestemt måde…. (indsæt selv, eksemplerne er legio).
Jo, der er situationer, hvor introverte er nødt til at lære sig at agere mere ekstrovert (og omvendt). Det gode liv handler om at finde den rette balance mellem forskellige hensyn. En balance mellem hensynet til vores introverthed og vigtigheden af det arrangement, der kræver af os, at vi tilsidesætter vores introverthed.
Der gives maser af situationer, hvor det er meningsfuldt at tilsidesætte sin introverthed og gå lidt udenfor sin comfortzone. Der gives også masser af situationer, hvor det ikke er meningsfuldt nok. Hvor prisen bliver for høj. Vi må hver især finde den balance. Og hjælpe vores børn med det. Til grund for denne afvejning skal, synes jeg, ligge den overbevisning, at det er lige så godt at være introvert, som det er at være ekstrovert. Det ene er ikke bedre end det andet. Vi supplerer hinanden godt og har brug for hinanden.
Derfor: Vi skal stå ved os selv, vores værdier, vores præferencer og vores talenter. Og med det som vores selvfølgelige udgangspunkt, bliver det langt lettere at træde ud af comfortzonen. For har man selvværd, har man også mod til at udfordre sig selv.
{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
“For har man selvværd, har man også mod til at udfordre sig selv.” skriver du. Jeg er helt enig. Men det får mig til at tænke på noget, som jeg tænkte, allerede dengang jeg læste din bog: Hvordan dælen klarer man både at være introvert og have lavt selvværd – det må da være en svær kombination?