1
Hvilken enkel, men dybfølt lykke det er at stå i karnappen og se sine børn gå hånd i hånd hen ad fortovet på vej til skole. Eller rettere: Glide hånd i hånd hen ad fortovet. Og standse op på hjørnet for at vinke. For mig er det et perfekt Zen-fyldt øjeblik.
2
Fra karnappen gik jeg ind i seng. For jeg er igen skrantende og holdt mig hjemme i dag. Jeg havde det lige præcis som i dette stemnings-gruk af Piet Hein:
Jeg er så forkølet, forpint og besværet,
og det er så synd og så trist,
og jeg er så syg, som ingen har været –
siden jeg var det sidst.
Og jeg ligger i sengen og tænker kun på,
at jeg har det så vederstyggeligt,
og er så elendig og mishandlet, åh!
Og det er i grunden så hyggeligt.
Helt hyggeligt blev det, da Elise kom hjem fra skole og spurgte, om ikke hun skulle lave mig en kop te med noget til. Orn’lig nice medizen:
3
Elise er ellers ofte et mysterium for mig. Hvilket ikke nødvendigvis er skidt. Faktisk har Agatha Christie, som jo har forstand på mysterier, beskrevet det som det mest spændende i verden at have et barn, som ikke ligner en selv:
“There is nothing more thrilling in this world, I think, than having a child that is yours, and yet is mysteriously a stranger.”
Jeg tror, at Elise også ind imellem synes, at jeg er lidt af et mysterium. Og det har jeg tænkt mig at gøre noget ved. Annamette Fuhrmann har skrevet bogen “Min mor. Gaven til mødre og døtre, der vil tættere på hinanden.” Den er fuld af spørgsmål, som en mor skal svare på om sig selv. I udfyldt stand gør den hendes datter betydeligt klogere på Mystiske Mor. Jeg har vist bogen til Elise, som nærmest udbrød, “Hvor kreativt. Den vil jeg gerne have!”. Så nu begynder jeg at skrive i den. Og så får hun den i konfirmationsgave til april (men den kommer ikke på gavebordet. Den er “for her eyes only”.)
Den kan købes hos boghandleren:
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Kære Anna
Hvor rørende en beskrivelse du startede med i dette indlæg, om Jacob og Elise, hånd i hånd. Og det med, at de vinkede til dig. Jeg kender lige præcis de to følelser:
- den glæde og rørthed over sine børns søskendeforhold
- det at de SAMMEN føler kærligheden til MOR
Min Jens på 9 grinede en dag, med lille Karl, nu 10 mdr., og jeg italesatte deres sjov med hinanden, og så sagde Jens: Mor, det er sådan noget brødre gør. Jeg kunne have tudet.
Den der bog af Annamette Fuhrmann, den har du lige solgt til mig – den lyder faktisk rigtig sød og som Elise siger: Hvor kreativt.
God bedring til dig! Tænk at du stadig kan nyde digte, skrive indlæg osv. Meeeen det tror da pokker, med sådan en datter, der bringer dig sådan en tallerken
Den bog må jeg eje – eller rettere; det må min datter. Tak for tippet! Og god bedring..
Kh, G.
PS. Har jeg fortalt, at jeg har besluttet at blive bjørn i mit næste liv? Jeg vil kunne gå i hi – sådan for alvor og ikke kun fra kl. 20-06 under min dyne, nope: fra oktober til april
@ Rikke: “sådan noget brødre gør”… Nåe, hvor er det bare sødt!
@ Gisela: Kanon idé: Going alle the way! (Og så slipper man også for fastelavn. Jeg ved godt, det ikke er noget særligt for en, der kan klæde sit barn ud som en halv liter cola med skruelåg, men for sådan en som mig… )
Kæreste Anna, jeg tror jeg er blevet afhængig af både din blog og din bog! Du er med til at skabe ro og zen i mit liv, specielt i tider hvor det kan virke svært at finde ro med mig selv… Tusind tak!