Fredag den 22. maj

af Anna Skyggebjerg den 22. maj 2009

1

I morges skulle Elise på weekend hos sin far. I årevis har hun selv pakket og selv taget tog og bus. Og i morges sagde hun, “Jeg ville selvfølgelig helst have haft, at I var blevet sammen. Men jeg synes, jeg har lært meget af at vokse op med en enlig mor. Jeg kan se det, når jeg sammenligner med de andre [veninderne].” Det er første gang, hun har set eller i hvert fald udtalt den sammenhæng. Ja, der er ting, hun ærlig talt godt kunne have fortjent at lære noget senere, end hun gjorde. Ansvar, hun godt kunne have været foruden. Men sådan formede livet sig ikke. Og når det ikke gjorde det, ja så gør det mig lykkelig og lettet, at hun kan få øje på det positive i det, som nu engang blev hendes liv.

2

I dag havde Jacob fri, men jeg skulle arbejde, omend herhjemme. Vi blev enige om, at vi godt kunne være sammen, selvom vi lavede noget hver for sig. Så vi satte os i den store seng ved siden af hinanden, han med sin Gameboy på lydløs og jeg med mine papirer.  Der var ro og nærvær. Det var Zen på stribe.

3

Her til aften var himlen sort og smuk. Vi satte os alle sammen ved de åbne altandøre; jeg med Jacob på skødet og Søren med katten på skødet, så vi alle kunne være under den samme dyne. Og der sad vi, da himlen åbnede sig, og  lyden af hagl og regn og blæst gjorde os helt, helt stille.

Sort himmel:

sort-himmel

{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Karina 23. maj 2009 kl. 08:22

Whau, hvor er det billede fantastisk. På én gang rolig og og i kontrol og samtidig urolig og sprængfyldt med stor kraft og energi!
Jeg købte din bog igår, Zen for mødre, og den er læst! Jeg kunne slet ikke stoppe igen. Jeg blev både underholdt, i høj grad inspireret og heldigvis også beroliget. Beroliget på den måde, at jeg allerede har tankegangen i mig som en naturlig del. Jeg skal bare have den pudset af, således den bliver en endnu større del af min og børnenes hverdag. At sidde foran et åbent vindue puttet under en dyne, er bare ét af de ritualer vi skal have indført og så skal vi på jagt efter skattekister idag! Vi skal alle have en skattekiste!
Tusinde tak for hjælpen til at finde ind på denne sti fuld af oplevelser og ro!
Bedste hilsner Karina

Anna Skyggebjerg 23. maj 2009 kl. 14:11

Kære Karina,
Tusind tak for din dejlige kommentar. Den gjorde mig SÅ glad!
Kh,
Anna

Julia 24. maj 2009 kl. 13:24

kære Anna – ja, herhjemme er vi også i gang med nye ritualer. Inspirationen er naturligvis kommet fra dig. Tak!

Skriv en kommentar