Fredag den 27. august – Fredagsbrevkassen

af Anna Skyggebjerg den 27. august 2010

Zen-fyldte åndehuller med et lille barn

Hej Anna

I din bog og på din blog har du flere ideer til zen-ting, man kan gøre sammen med sit barn. Det er egentlig noget, jeg gerne ville dyrke, da jeg synes tiden med min datter nemt kommer til at handle om at få hende aktiveret, så jeg kan komme til at gøre de ting, jeg selv skal have gjort. Men jeg mangler lidt nogle ideer til zen-huller sammen med et lille barn. Hun er halvandet år og er ikke begavet med den største tålmodighed i verden. Er det noget du har nogle forslag til?

Mvh. Gravidgrahvad

Kære Gravidgrahvad,

Tak for dit spørgsmål! Vi kender alle sammen den med, ”kunne hun ikke lige lege selv, så jeg kan få ordnet….”. Og så den lidt dårlige samvittighed bagefter. Jeg tror, det er helt rigtigt af dig, at tænke på at få flere Zen-fyldte åndehuller ind i jeres hverdag. Først og fremmest fordi det er rigtig dejligt. Men også fordi – det er i hvert fald min erfaring -  at hvis man ”fylder på” med ro og nærvær, så er små børn meget mere tilbøjelige til bagefter faktisk at lege lidt selv, så vi kan få ordnet alle de praktiske gøremål, der jo også er en del af hverdagen.

Jeg synes, du skal begynde med at lave et Zen-skabende overgangsritual for din datter og dig, når I kommer hjem om eftermiddagen.

Man kan gøre et Zen-skabende ritual ud af næsten ingenting. Ved at sætte den rette stemning. Ved at have fokus på detaljerne. Man slasker ikke bare et hvilket som helst tebrev ned i et hvilket som helst krus, når man vil sætte en meditativ stemning for sig selv. Det gør man heller ikke, når det er sammen med et barn på 1½. Vælg omhyggeligt noget ud, som gør hende glad: Et særligt krus, nogle særlige kiks… Sluk eventuelt alt lys og tænd stearinlys i stedet for. Sæt jer et sted, hvor I ikke plejer at sidde. Måske under bordet i stedet for ved bordet. På en bestemt stor, rød pude eller med en særlig skovtursdug. Skab en ø af fred. Så er der sat den rette stemning  til at kigge i bøger, se på fotografier eller studere indholdet af en kiste med særligt udvalgte skatte. Eller hvad hun nu ellers kan lide. Pointen er, at man gør noget sammen, mens man trækker vejret roligt. Og så lader man ”ritualets kraft” arbejde for sig. Børn fatter intuitivt, at det her er noget særligt. Eller også kommer de i hvert fald hurtigt til det, når vi signalerer det til dem.

Det kan godt være, at hun i begyndelsen synes, at det er mærkeligt og hellere vil noget andet. Men hold hende lidt fast. Det er dig, som er moderen, det er dig, der bestemmer – fordi du ved (hvad hun ikke ved), at det her bliver godt, når vi lige får det indarbejdet. For at bruge nogle store ord: Du skal påtage dig rollen som familiens åndelige overhoved. Med stolthed. Dit engagement og din insisteren vil blive belønnet med Zen!

God fornøjelse!

Kærligst,

Anna

Har du et spørgsmål til Fredagsbrevkassen, så send det til

mail@annaskyggebjerg.dk

{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

FruGosch 28. august 2010 kl. 12:18

Et overgangsritual….hmmm, det skal måske prøves her også..

Her bor også en på snart halvandet, og en stor på snart 10.

Min kæreste og jeg prøvede de fleste dage i sidste uge simpelthen at slukke TVét. Det gav en anden måde at være sammen på. Meget mindre stresfyldt stemning, mindre larm. Vi tegnede, legede. Og drengene underholdte også sig selv. Zen sammen.

Jeg kan også finde på at starte putningen tidligere og invitere begge unger med i min seng og læse og kigge i bøger eller snakke og kilde, tumle og grine. Igen zentid sammen. Bagefter, når de sover, så er der ren samvittighed og masser af egenomsorg og zen til mor her ;-)

Hvis jeg ikke orker ovenstående, så tager jeg gerne ungerne med i gøremålene. Den lille er allerede ferm til at dække bord (det hele står på samme hjørne som regel)….man skal bare indstille sig på, at man når det halve på dobbelt tid, når ungerne er med, men det går også nogle gange.

Kh FruGosch
(Hende, der også kan have al for megen stres på, gå hjem med en halvandet årig, der skriger fordi han hverken vil sidde i sin klapvogn ELLER gå selv (nej, jeg bærer ham ikke!), Og hende, der kan komme til at råbe dumme, høje ord af sin store, når han ikke koncentrerer sig om lektierne og selv er sur og tvær og en kvart side matematik har taget 3 kvarter….(stakkels dreng, så er det jo man skal stoppe!!)

(Håber det er ok, at jeg lagde min kommentar her Anna?)

Kh R

Anna Skyggebjerg 28. august 2010 kl. 12:25

Kære FruGosh,
Det er skønt, at du kommenterer! Det er jo det, det hele handler om: at dele sine erfaringer med hinanden.
Hvor er han dygtig, din den lille!
Kh,
Anna

Ingeborg 28. august 2010 kl. 21:53

Kære Anna

Det er altid inspirerende at læse din blog… Tak!
Omkring zen og små børn så tænker jeg straks på rindende vand.
Prøv at se min lille pige i sommerferien i fordybelse ved denne vandpost i de japanske haver på Fyn:

http://ingeborgkaren.blogspot.com/2010/08/et-stykke-japan-pa-fyn.html

Skriv en kommentar