Vores børn er vores Zen-læremestre. Der er ingen som dem, der kan minde os om det smukke i det nære og enkle. Det magiske i det dagligdags. Og dermed skabe et stille øjeblik, hvor vi ser det hele i et andet perspektiv.
1:
Derfor elsker jeg, når Elise (14 år!) holder en halv agurk op og siger, “Hvis man satte et øje lige der, ville den SÅ meget ligne en søko.”
2:
Derfor elsker jeg, når Jacob siger, “Jeg kan rigtig godt li’ den her kop, fordi den har været min mormors” [som døde, inden han blev født].
3:
Og derfor elsker jeg dette digt af William Carlos Williams, hvor han hylder et barns perspektiv: vigtigheden af en rød trillebør, glaseret med regnvand, ved siden af de hvide kyllinger. Digtet er skrevet i 1923 og hedder “The Red Wheelbarrow”
so much depends
upon
a red wheel
barrow
glazed with rain
water
beside the white
chickens
{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Og jeg bliver glad fordi jeg har et barn til at minde mig om at der sommetider findes en delfin i vores sofa. Når han fx. spilder vand.
Jeg beslutter mig også tit for, at min blog skal handle om andet end børn. Men med alle de grineflip, bekymringstanker, glæderier og knus, så ender jeg som regel med at fokusere på dem alligevel