Lørdag den 19. december

af Anna Skyggebjerg den 19. december 2009

 

1

Ferie er familietid. Ferie er den tid, hvor vi kan være fuldt og helt sammen med børnene. Og det er dejligt. Men. Det skal også være ferie for de voksne. Der skal være tid til Zen for mødre (og fædre). I min familie er løsningen, at vi sætter struktur på dagen. Vores erfaring er, at uden struktur bliver dagene ene og alene dikteret af det, børnene vil lige her og nu – og deres spørgsmål om, hvad vi så skal bagefter. Og det stresser i realiteten både dem og mig. Er der derimod en struktur, der sætter rammen for dagen, kan vi alle sammen bedre slappe af.

 

I dag har vi lavet den struktur, vi vil følge på vores ferie. Når vi skal på tur (læs: safari!) bliver den selvfølgelig anderledes. Men som regel vil vi følge vores plan, der viser, hvornår det er tid til skole (for vi har nemlig noget skolearbejde, der skal ordnes), pool, måltider, siesta (hvor man sover til middag) og fri leg. Har man små børn, der ikke kan lege selv, er der jo også den mulighed at skrive ind i strukturen, hvornår det er dig, der har ansvaret for børnene, og hvornår det er din kæreste, der har ansvaret – og dermed dig, der har fri.

 

Vores plan ser sådan her ud:

struktur

 

 

Jeg ved godt, at der er nogle af jer, der vil sige, ”Helt ærligt! Vi har altså struktur nok til daglig. Når vi har ferie, gider vi ikke have struktur.” Og det er selvfølgelig helt fair. Det er ikke sikkert, at den her model fungerer for alle. Men den fungerer for os. Der bliver meget mere plads til Zen. Og der bliver meget mere frihed. For det er jo det paradoksale: Struktur giver frihed. Børnene skal for eksempel ikke have lektielæsningen hængende over hovedet hele tiden. Den bliver overstået på et bestemt tidspunkt. Og dermed slut.

Begge børn var med til at lave strukturen og sagde bagefter ”Det er godt, vi har det skema”.

 

2

I morges stod jeg tidligt op og gik over i det fitnesscenter, der hører til Estaten. På vej derover mødte jeg ham her:

En giraf, sørme!

 

3

Og dem her:

Antilopefamilie

 

 

Og faktisk også både en gnu og et ualmindeligt nuttet vortesvin. Men de løb, da jeg ville fotografere dem.

Tænk, de stod lige der ved siden af mig. Jeg smiler stadig!

 

{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Deborah 20. december 2009 kl. 14:31

Det kan jeg sørme godt forstå. Jeg vil skynde mig at smide linket for idag videre. Kender nogen, der i den grad kunne bruge. Jeg har ikke læst, hvordan du er havnet sådan et Guddommeligt sted, men jeg må baglæns og læse :) Rigtig Glædelig Jul og Godt Nytår.

FruGosch 21. december 2009 kl. 12:39

Nøj, hvor er det en god ide med den struktur….!!!

Jeg tror desværre ikke, at min familie ville være med på den , men den kunne være guld værd i de weeekender, hvor min kærestes to børn også er her, og vi er 6 individder med hver sine behov, forventninger og krav. Istedet for de 4 vi er til daglig, hvor tingene ligesom har fundet sit eget, naturlige leje.

Med sådant et skema, ville min store søn få noget tid til sig, istedet for hele tiden at være ovre i, hvad min bonusdatter mon ønsker og vil – for han vil nemlig det samme – ser meget op til hende, og glemmer lidt sig selv. Og jeg ville være støttet til at sætte mig ned og mærke efter, hvad JEG har brug for. For man har sørme travlt, når man er bonusmor….alle de forventninger, man (jeg) har til sig selv, og alle de krav og ønsker de børn, der pludselig skal være her, udtrykker. Det kan være svært at følge med. Mere struktur ville kunne give mere ro.

Anna S. du inspirerer mig til stadighed :-)

Skriv en kommentar