Lørdag den 13. juni

af Anna Skyggebjerg den 13. juni 2009

Sikken en dejlig, stille lørdag. Ja, det vil sige… Elise var i biffen, Jacob var til fodbold og alle fire var vi på restaurant her til aften. Men det hele var hegnet ind af stille nærvær. Så der var alligevel Zen morgen, middag, aften:

1

Dagen begyndte med, at Jacob kom ind og lagde sig i midt dobbeltsengen. Han lagde en arm om hver af os og sagde som de første ord i dag, “Jeg elsker jer!”.  Derefter kan dagen bringe, hvad den vil. Jeg er imprægneret med kærlighed og er stødafvisende, brandsikret og slip-let. Come rain or come snow.

2

Et af familiens gode weekend-ritualer (måske har jeg allerede fortalt det?) er at læse ved siden af hinanden. Og det gjorde Jacob og jeg i eftermiddags. Vi sad op ad hinanden i hans seng og læste i hver sin bog. Søren kom ind på et tidspunkt, men blev knapt registreret og gik igen. For der var slået en magisk cirkel om sengen, indenfor hvilken der var total’  Zen – og udenfor hvilken Verden ikke eksisterede.

3

Her til aften gik vi op gennem Strøget alle fire. Elise og jeg holdt i hånd, kiggede på vinduer, diskuterede sommertøj og kunstige bryster og lagde planer om at gå på konditori og spise lagkage. Vi var ét. (Lige indtil jeg gav fingeren til nogle dumme drenge. Så slap hun promte min hånd. Og det var måske heller ikke særlig Zen eller pædagogisk eller moderligt. Men det var dæleme på sin plads, var det. )

Skriv en kommentar