Jeg er for træt til at blogge. Klokken er 00.25 og jeg er først lige blevet færdig med det her:
For nogle år siden inddrog jeg børnene i overvejelserne over, hvor vi kunne spare penge. Selvfølgelig var det endelige ansvar mit, men jeg ville gerne fortælle dem, at vores virkelighed altså var sådan, at vi måtte spare. Og jeg ville gerne give dem medindflydelse og vise dem, at deres holdninger indgik i mine overvejelser. Så jeg spurgte dem blandt andet, hvor de ville være kede af at spare – og de svarede begge: “Pakkejulekalenderen!”. Derfor bliver jeg ved.
Og jeg forstår dem godt. For en pakkekalender er det er en meget særlig og kærlig gestus.
Den mest vidunderlige pakkekalender fik jeg for 8-9 år siden, da jeg var alene med børnene. Jeg mødte en mor til en af Elises klassekammerater i Føtex en lørdag formiddag i november. Hun fortalte, at hendes mand laver pakkekalender til hende, og jeg må have set himmelfalden – og lidt misundelig – ud. I hvert fald finder jeg næste dag en pose uden for min hoveddør. Den er fra hende – og nede i den ligger en lang snor med 24 forgyldte tøjklemmer, der hver holder en lille pose med chokolade. Og så lå der det sødeste brev om hendes respekt for enlige mødre.
Jeg er glemmer hende aldrig nogen sinde. Aldrig. Nogen. Sinde.
{ 8 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Kan godt forstå, at den fine gestus gjorde dybt indtryk på dig. Hvor var det smukt og kærligt gjort!
Puha det er også mange på en gang:-) Så sejt af den mor:-)
Det er sgu da også til at blive helt rørt over! Selv for en helt fremmed som mig…
Jeg er også igang med ungernes pakkekalender, og jeg glæder mig vist lige så meget som dem. De er ikke-søskende, og den stores far (altså min bonus-søn) har haft tradition om en nisse, der kom med pakker. Så i år kommer nissen med noget, OG jeg laver kalenderpakker til dem. Double up på pakker til mine børn:)
Får helt gåsehud over hende der fra pakkedamen fra Føtex. Men det virker. Sidste år forærede jeg en trængt veninde en pakkekalender 1/12, og jeg har aldrig, aldrig, aldrig oplevet en, der blev så glad. Og endda i hele 24 dage. Det er den bedste gave, jeg nogensinde har givet til nogen.
Ej, dit indlæg fik lige tårerne frem. Sikke en kvinde.
Den fortælling er simpelthen den bedste morgenlæsning i lang tid. Tak for at dele den med os!
Pyh, kan godt forstå, du var træt i aftes. Jeg har selv lige været turen igennem for et par aftener siden. Selvom jeg kun har ét barn blev det også til 48 pakker; i år har jeg nemlig også lavet en pakkekalender til min søster (som trænger til opmuntring i en svær tid). Da den ene pakkekalender skal til Fyn og den anden til Bornholm, har jeg måttet være tidligt ude. Det lærte jeg dog allerede, da jeg var en fattig enlig mor på SU: Køb gaverne hele året – det er meget hyggeligere (og mere lad-sig-gørligt for økonomien) at finde gaverne fra januar til november.
Hvor var det sødt og smukt – sidder her med tårer i øjnene. Sådan en veninde skal man pase godt på!