Lørdag den 31. oktober

af Anna Skyggebjerg den 31. oktober 2009

1

I dag har Elise været i Super Best med denne indkøbsseddel:

Indkøbsseddel når man har sygt barn

Ud fra den seddel kan enhver mor sige, hvilken slags dag, det har været: En dag med sygt barn. Hvor der nødvendigvis skal købes krydderboller, is, cola, yoghurt, frugt – og Pinex.

Jacob har ligget i sengen hele dagen. Varm som en bageovn og med øjne, der ustandselig løber over. “Jeg græder altså ikke. Det er noget, øjnene gør selv”, sagde han. Så i dag har verden været på størrelse med min seng, hvor han ligger. Puttepatruljen har hele dagen ligget på dynen. Elise har aet og hentet balje. Og jeg har læst for ham og hældt cola og Pinex i ham.  Det er synd for Jacob. Men har der været ro, nærhed, fordybelse, kærlighed og overgivelse til det, som er? Kort sagt: Zen? Ja, det har der i hvert fald.

2

Så i dag er en sygedag. Men det er også Halloween og vi har en kuv fuld af slik, i tilfælde af, at der kommer nogen forbi og råber Trick or Treat:

Treat!

Elise fik lyst til at klæde sig ud. Men jeg synes faktisk ikke, resultatet blev særligt skræmmende. Nærmest tværtimod:

Hvem skulle hun kunne skræmme?

3

Og nu… Nu er tiden min, for Jacob sover og Elise har trukket sig ind på værelset. Jeg har haft min nødhjælpskasse nede og lavet en kop te, som minder mig om Afrika (for det er der, den er købt).  Det var godt, jeg gemte den i nødhjælpskassen, i stedet for bare at drikke den med det samme. Sikke mange gange, jeg nu kan rejse tilbage!

Skriv en kommentar