Mandag den 19. august

af Anna Skyggebjerg den 19. august 2013

Efter at have lagt dette billede af den planlagte sommerferielæsning på bloggen den 1. juli…

…synes jeg måske nok, jeg skylder en opfølgning:

Jeg fik ikke læst alle de bøger i sommerferien! Men jeg fik læst nogle af dem. Og jeg fik læst andre, der ikke var planlagt. Her følger en stribe helt personlige anbefalinger.

Khaled Hosseini’s Og bjergene gav genlyd - er ganske enkelt en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. En rørende, velskrevet og klog roman om en families liv i Afhganistan og  omegn (herunder Grækenland, Paris og Californien). Hurtigt læst.

(Hvis du ikke har så meget tid: Er det den her roman, du skal bruge den på!)

David Grossman’s Kvinde på flugt fra meddelelse - er alt andet end hurtigt læst. Men den er umagen værd! Det er muligvis den mest velskrevne roman, jeg nogensinde har læst. Den er på 700 tætskrevne sider, og stort set hver eneste sætning er et kunstværk (og nogle gange nærmest et digt) i sig selv. En fabelagtig roman, der foregår i Israel, og handler om en kvinde, som, da hendes søn skal i krig, tager på vandretur for at flygte fra den meddelelse, hun frygter mere end noget (“Vi er kede af at måtte meddele Dem, at Deres søn…”). Med på vandreturen har hun en ven, som… ja, det vil jeg ikke afsløre. Men hold nu op, et kvindeportræt, et anti-krigs manifest, et mesterværk! Og alt dette tør jeg godt sige, selvom jeg kun er halvt færdig med romanen. Jeg tager den i små bidder som fyldt, mørk chokolade.

(Hvis du ikke har meget tid: Kan du gøre som jeg og læse den i små bidder.)

Katherine Center’s The Lost Husband – har jeg læst, fordi jeg ind imellem bidderne af mørk chokolade har haft lyst til en skumfidus. The Lost Husband er historien om Libby, en mor med to små børn, hvis ægtefælle bliver dræbt ved et trafikuheld.  Hun flytter ind i to år hos sin rædselsfulde mor, indtil familiens skøre tante skriver til hende, at hvis Libby trænger til at blive reddet fra sin mor (tantens søster), så kan hun få arbejde på tantens gård og hjælpe med at malke geder og lave ost. Det gør Libby. Og dermed redder hun både sig selv og sine børn. Og der er også noget med en “hot farmer”, en familiehemmelighed og forskellige excentriske personer.  Det er rendyrket triviallitteratur, og det er skrevet så elendigt, at det ind imellem er pinagtigt. Der lægges spor ud, som ikke forfølges. Der er ingen refleksioner. Alle personer er flade og karikerede. Handlingen er 100% forudsigelig. Den egner sig perfekt til at blive filmatiseret i kategorien “romantisk drama” og vist en tirsdag aften på TV3. Som sagt: En skumfidus. Og enhver ved jo, hvordan det går, når man har åbnet en pose med skumfiduser….

(Hvis du ikke har så meget tid: Spring den her bog over. )

Brené Brown’s Daring Greatly – How the Courage to Be Vulnerable Transforms the Way We Live, Love, Parent and Lead – er en klog bog, som handler om præcis det, titlen angiver. Den handler om, hvordan det er risikabelt at vise sårbarhed, men også med sikkerhed er vejen frem mod et autentisk liv og en følelse af at blive set og at høre til. En velfortjent best-seller om store følelser som skam, skyld, kærlighed og værdighed! Bogen er skrevet på opfordring efter Brené Browns enorme succes med sin TED-talk om netop det emne. Og den har samme humor og lethed som hendes TED-talk. 

(Hvis du ikke har så meget tid: Hør hendes TED-talk i stedet for.)

Liselotte Vejborgs Sådan holder du hovedet koldt. En guide til dig, der venter på barn - er skrevet til kvinder og par, der venter på at adoptere (eller er igang) og til kvinder og par, som venter på fertilitetsbehandling (eller er igang). Ventetiden er ikke altid så sød i den situation, men kan tværtimod være fuld af stress og afmægtighed. Liselottes arbejdsbog er et overflødighedshorn af nyttig viden, erfaringer, refleksioner og øvelser, som jeg tænker simpelthen bare må gøre ventetiden lettere og bedre. Der hører en hjemmeside til, www.mensduventer.dk, hvorfra man kan hente gratis materiale.

(Hvis du ikke har så meget tid: Skal du læse denne bog, for den giver kvalitet til den tid, du har. Så den er en god investering, hvis du er i dens målgruppe.)

Mere i morgen om bøger, jeg også har læst i løbet af sommeren. Særligt en enkelt… Sissel-Jo Gazans længe ventede roman, Svalens Graf, der udkommer på fredag, men som jeg har fået lov at læse på forhånd. Og jo, jo, senere på ugen kan den naturligvis vindes lige her på bloggen!

 

{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Bente Marcussen 19. august 2013 kl. 11:45

Skøn metafor – mørk,fyldt chokolade og skumfiduser – det er lige til at forstå.
Jeg kan anbefale dig Ildefonso Falcones bøger,de er også meget smukt skrevet og fyldt med historiske fakta.

Randi 19. august 2013 kl. 11:47

Dejligt med forslag til gode bøger, man kan/skal læse! Jeg er netop blevet færdig med Jordemoderen fra Hope River af Patricia Harman – den kan også anbefales :-)

Birgitte B 19. august 2013 kl. 12:08

Har læst Hosseini denne sommer. Kan kun give den største anbefaling med herfra. Virkelig god!

Rie 19. august 2013 kl. 15:47

Hvor er det skønt at du vil dele dine bog-tips her på bloggen, det er lige noget for en læsehest som mig ;-) Ha en god dag, glæder mig til den lovede konkurrence!

Skriv en kommentar