Mandag den 28. april

af Anna Skyggebjerg den 28. april 2014

Jeg har fået brev med posten. Det første af omkring 25, som jeg selv har betalt for at få. Ret interessant!

Jeg er begyndt at abonnere på Letters in the mail, som betyder, at jeg mindst to gange om måneden får et brev i postkassen. Hvem det er fra? En eller anden dygtig amerikansk skribent, denne gang en vis Chellis Ying, som jeg aldrig har hørt om. Hvad der står i det? Det vides ikke på forhånd, men denne gang var det en historie om forfatterens 6 måneder lange vandretur i Sydamerika. Om glæden ved at rejse. Om at skulle på toilettet i fri luft og lige ved siden af den nye kæreste. Brevet slutter sådan her:

Travel because, in the most unexpected places, such as squatting under a tree with your pants down, you may find beauty.

Jeg er vild med idéen. Jeg blev glad, da jeg modtog brevet. Satte mig til rette og glemte fuldkommen, at det ikke kun var sendt til mig. Jeg gemmer det selvfølgelig og glæder mig allerede til det næste. For jeg ved, at jeg may find beauty. Det gør jeg altid hos dygtige skribenter.

Skal vi ikke have den idé til Danmark? Ville du betale for eksempel 50 kroner om måneden for at få to breve fra skribenter, som har noget på hjerte?

{ 8 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

teresa 29. april 2014 kl. 07:43

Det lyder som en fantastisk idé!

Henriette 29. april 2014 kl. 09:02

Genial idé – for hvad er bedre end at sætte sig godt til rette på hjemmets bedste spot eller måske på favoritbænken på netop den byplads, der altid giver ro i sjælen, og læse et velskrevet brev. Eller for den sags skyld bare et brev skrevet med inderlighed.
Eneste anke: Det bør ikke blive for kommercielt? Selvfølgelig bør papir, print og porto betales, men prisen skal afspejle “græsrod”-ideen, så mange kan være med.

Anette Christensen 29. april 2014 kl. 10:05

Lyder som en vidunderlig ide. Jeg får både lyst til at modtage og skrive breve…
Fantastisk inspirerende :-D

Dorte 29. april 2014 kl. 20:13

Findes skam. Eller i hvert fald i en variant. Se her: http://brevlitt.dk/

Anna Skyggebjerg 29. april 2014 kl. 20:25

Kære Dorte, Tak for link! Det glæder mig, at nogen gør det allerede.
Tænker dog, at Henriette ikke vil synes så godt om prisen: 475 kroner for 4 breve til et barn?

Rebekka Ahrnkiel Dahlgaard 30. april 2014 kl. 07:04

Helt klart, for det er dog nemmest for mig at læse på modersmålet. Kan du ikke sætte gang i ideen? Og selv være en af skribenterne?

Tina 1. maj 2014 kl. 21:08

Super ide! Og sådan lidt “mavekrildrende” – ik’? Hvem hører man mon fra og hvad mon der står? Jeg tænker dog, at jeg – som den introverte, jeg er – straks ville have lyst til at skrive tilbage! :0))
Hvad om man lavede det som en form for kædebrev? Sådan i stil med “Skriv dig på denne liste inden den [en given dato] og send derefter et brev til den næste på listen…” Hvem ved, om man kunne genstarte den gammeldawse, men dejlige, ide om pennevenner? For man kunne jo bare skrive tilbage kunne man ikke….?

Anna Skyggebjerg 1. maj 2014 kl. 22:12

Rebakka, jeg pønser på sagen… Skribent OG redaktør, tænker jeg endda…

Tina, tak for den idé. Tager den med i tankerne om projektet.

Skriv en kommentar