I weekenden har jeg været til 50-års fødselsdag hos en af mine bedste veninder. Kæmpe ting med 60 gæster. Og jeg kendte kun fødselaren og min mand. Men…
det var en dejlig fest, selv for mig, som jo ikke er så god til den slags. Årsagen er, at fødselaren (selv pragtfuldt ekstrovert) havde brugt lang tid på at lægge en bordplan, der tog hensyn til, at begge typer gæster skulle have en god aften. Både introverte og ekstroverte.
Hun havde for det første delt de mange mennesker ud på flere små borde (så jeg var ikke til stor fest, men til en lille intim fest – og det elsker jeg).
Hun havde valgt, at hvert bord bestod af gæster, som kender fødselaren fra samme kontekst, så der var stor sandsynlighed for, at de kendte hinanden eller i hvert fald havde noget at tale om: bord med kolleger, bord med bjergbestigningsvenner, bord med familie, bord med unge. Og introverte havde fået en anden introvert til bords i den udstrækning, det kunne lade sig gøre.
Jeg, som kun kendte fødselaren og min mand, sad imellem dem. Og iøvrigt omgivet af mennesker, der var noget så flinke. Havde jeg ikke måttet forlade gildet tidligt på grund af migræne, havde man måttet smide mig ud som den sidste. Der kan man bare se!
TAK fordi jeg ikke (igen) var blevet placeret ved siden af den sjove fætter, for at han skulle peppe mig op!
PS: Fandt lige dette billede på nettet. The party from Hell, hvis du spørger mig…
