Mandag den 31. januar

af Anna Skyggebjerg den 1. februar 2011

“Hele 3 citater”, der gjorde en helt almindelig mandag til noget nær magisk. Eller i hvert fald fik den til at indeholde øjeblikke med ro, nærvær og fordybelse. Og mere kan man ikke bede en mandag om.

1: Fordybelse

Jeg er begyndt at læse “Fra pelsjæger til professor” af Eske Willerslev, professor i evolutionsbiologi.

I begyndelsen af bogen er forfatteren ved at skyde sig en kugle for panden, da han ser en gruppe træer, og den tanke pludselig slår ham, at “disse træer og jeg er i familie. For mindre end 4.4 milliarder år siden havde træerne og jeg samme forfader. [...] Alt liv på jorden er beslægtet med hinanden, hvis man går tilstrækkeligt langt tilbage i tiden [...] Vores [...] dna er opbygget af de samme byggesten, hvad enten det er et egetræ, en bakterie eller et menneske, og vi har alle samme udspring.” Konfronteret med den overlevelseskraft, blev selvmord umuligt.

Og min mandag blev temmelig meget større.

(Bogen er på udsalg i disse dage til 49 kr.)

2: Ro

Jeg ligger på Jacobs seng  sammen med ham og Puttepatruljen. Sidstnævnte gaber højt, og følgende samtale udspiller sig:

Jacob: I morges var hendes ånde så sød, at det var kvalmt.

Mig: Kvalmt?

Jacob: Den duftede af en sommerdag, der var så sød, at det var for meget.

Pointen er ikke så meget indholdet af samtalen. Pointen er, at når man intet foretager sig med sine børn, andet end at være til stede og trække vejret i bund, så bliver der skabt plads til Zen-fyldte øjeblikke. Prøv!

3: Nærvær

Et haiku-digt indfanger et øjeblik, et enkelt nu. Jeg faldt over dette smukke digt i dag, som viser mig et øjeblik, jeg aldrig vil komme til at opleve, men ikke desto mindre røres over skønheden i: At trække dagens første spand op af brønden og se en nedfalden kameliablomst komme med op.

At the break of dawn

the well-bucket reels in

a camelia bloom

(Kakei, 1648-1716)

{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Liselotte Vejborg 1. februar 2011 kl. 11:34

Tænk, at man kan få udvidet sin familie i den grad for bare 49,-. Det er imponerende og jeg vil straks overveje at aflægge nærmeste boghandler et besøg.

Og hvis jeg spotter Jacob på vejen, nupper jeg ham med. Hold nu kæft, hvor jeg håber, at Noah og jeg får den slags øjeblikke sammen!

Må jeg i øvrigt tillade mig at fortælle alle læserne af denne vidunderlige blog, at Annas SuperMor er på udsalgshylderne i øjeblikket. Hos Arnold Busck kan man erhverve sig hele 3 eksemplarer for en hund, og det er jo en fantastisk mulighed for at købe bogen og forære den til de første tre mødre, man støder på. Do it!

Louise Klinge Nielsen 1. februar 2011 kl. 21:18

Livet er ubeskriveligt skønt, og du griber skønheden og sender den videre Anna. Tusind tak for det.

Skriv en kommentar