Mandag den 8. juni

af Anna Skyggebjerg den 8. juni 2009

1

I dag gik jeg ind på Elises værelse, åbnede klædeskabet og hørte hendes automatsvar, “Ja, jeg ved det godt…” For der var rodet. Jeg mener RODET. Og det havde der været i rigtig lang tid. Så svingede jeg kækt min arm derind og ryddede hele bulen, dog en hylde ad gangen. Jeg holdt hvert eneste stykke tekstil op og spurgte, om det skulle smides ud, foræres væk eller gemmes. Og efter maksimum 20 minutter havde vi et skab med fuldkomment overblik samt to bunker på gulvet, en til udsmidning og en til forære-væk.

Har det noget med Zen at gøre? Ja, det har. Hver morgen åbnede Elise sit skab, udstødte et suk, der kunne høres af mig ude i køkkenet, og tog så det tøj, der lå øverst. Jeg er en stor tilhænger af enkelhed, fordi det enkle og nære er en sikker vej til Zen for mig. Og jeg tror, at det gælder banen rundt: Min erfaring er i hvert fald, at orden og enkelhed er afgørende, hvis en stresset bevidsthed skal stilnes, så ro får en chance for at indfinde sig. Hvem kan nære sin sjæl midt i et kaos af rod? Det snakkede vi sammen om bagefter, Elise og jeg. Hun himlede, men hun gav mig ret.

2

Et andet eksempel på en tilsyneladende paradoksal vej til Zen, er at give. Når der mangler Zen i din hverdag, så giv til andre: Giv tøj eller legetøj til asylcenteret. Lav mad til nogen, der trænger til ikke selv at skulle. Pas et barn for en træt mor. Nærer det din sjæl? Giver det dig Zen? You bet! Prøv selv! Eller tag Sir Winston Churchills ord for det:

We make a living by what we get,

we make a life by what we give.

3

Nu vil jeg give til mig selv: Jeg vil gå tidligt i seng.  Sætte mig med te, kiks, stearinlys og åbent vindue, så jeg kan høre solsorten.  Der er Zen-garanti!

{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Margith 9. juni 2009 kl. 06:42

Hej Anna!
Fuldstædig samme procedure gjorde jeg og min datter på 11 år fornylig. Midt i seancen sagde hun at hun havde synes inden at det var uoverskueligt at skulle sortere, men undervejs steg humøret og hun havde ikke besvær med at lave tre bunker, tilbage i skabet, genbrug og en dynge til en mindre pige vi kender.
Føles fantastisk bagefter.

Anna Skyggebjerg 9. juni 2009 kl. 17:54

Ja, det føles nemlig så godt bagefter. Jeg kunne HØRE Elises lettelse her til morgen. Håber, at hun lagrer den følelse – og at den giver sig udslag i, at hun efterhånden selv ser sammenhængen mellem ydre og idre ro.

Skriv en kommentar