Måske fordi jeg fandt denne seddel på computerskærmen i morges
…gjorde netop dette digt indtryk, da jeg senere idag læste i Søren Ulrik Thomsens samling, Rystet Spejl:
Mellem alle disse digte
om døden og erindringen
er der her blevet plads til 11 linier
om mælkebøtterne
hvis lys jeg igen i år havde glemt
med ét bliver tændt som et tivoli
og om at falde i hver sin søvn
i den samme seng
og vågne mens natten er dybest
og stilheden størst
med en hånd så let på sin skulder.
Blot citeret som en smuk påmindelse om at huske at se det store i det små. Og finde små udtryk for det store.
{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Åh et skønt digt. Det kunne jeg lige bruge i dag. Tak Anna
Vild med digtet – endnu mere vild med sedlen …