Jeg er meget stolt af dagens snapshot fra haven:
Jeg er hverken særlig stolt af teknikken eller motivet. Men jeg er stolt, fordi jeg lige så godt kunne have valgt at fortælle om den pakke, Elise sendte til USA med almindelig luftpost, fordi damen på posthuset sagde, den ikke kunne sendes express. Og så kunne jeg have valgt at fortælle om, hvordan jeg tog ned på posthuset og under sværdslag fik pakken igen, fordi jeg vidste, den ikke ville kunne nå frem i tide, når den ikke blev sendt express. Og jeg kunne især have valgt at fortælle om, at damen sagde, “Men du kan ikke få pengene igen”. Og jeg kunne have sat trumf på med den information, at der røg så lige 480 kroner. 480 kroner!
Men det vælger jeg ikke. Jeg vælger at poste et billede af roser. For man skal jo være så satans positiv.
Eller hva´? Skal man altid det?
Læs Marianne Eilenbergs debatindlæg i Politiken, Jeg gider fandeme ikke smile, når livet krakelerer
Mere om emnet i morgen…
{ 9 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Gu’ skal man ej! Det er der aldrig kommet noget godt ud af!
Et godt sted at få inspiration er hos Christine Eilvig, som er vidunderligt perspektiverende med hensyn til det at være “For man skal jo være så satans positiv”.
Man skal fandeme vise tænder, når det er nødvendigt!
jeg glæder mig meget til at læse, hvad du skriver i morgen.
Jamen at være positiv har jo altid været din geshaeft Anna:) Derfor er det nærmest trøstende, når du skriver om livets genvordigheder. På den anden side, så findes der nok af brokkeblogs om ligegyldigheder. Hvad der er uretfærdigt og hårdt for dem ene er måske piece of cake for den anden. Paradoks!
Græd når du har brug for det, grin når du føler trang til det. For alt under solen findes der en tid.
Jeg elsker lige præcis den artikel og så hende også i aftenshowet på DR i går. Det er befriende, at nogen endelig åbner munden og opfordrer os til at turde mærke, hvordan vi egentlig har det, også når ubehagelige aspekter er i spil. Og endda give udtryk for sig. Jeg tror på, at hvis vi ikke gør, styres vi ubevidst af disse følelser. Og så er vejen til Zen usynlig, lang og trang……
Jeg kan godt forstå koret, der siger, at man ikke skal være positiv hele tiden. Det skal man da heller ikke, hvis det at være positiv betyder, at man nægter at se realiteterne. Man må nødvendigvis være realistisk og handle hvor der bor handles. Men når det er sagt så er det jo alment kendt at forskere er uenige (bare tag emnet global opvarmning og hvorfor den er opstået). Der er altid nogle, der mener det ene og nogle , der mener det andet. Sådan vil det altid være. Men en anden ting er, at når der har været en tendens til at tænke i een bestemt retning, så må der også nødvendigvis opstå en modstrøm. Har vi haft en tendens med “tænk positivt” over hele linjen så er det nu tid til en tendens af det modsatte: vrede er sundt. Jeg holder fast i en tendens af noget ældre dato. Den hedder “Alt med måde”.
Jeg holder på, at jeg mærker efter hvad der gør mig og godt. For flere år siden begyndte jeg at skrive min pendant til din taknemmelighedsdagbog, Anna. Jeg kalder den Positivbog men den fungerer i det store hele som din. Jeg gør dog det, at jeg på særligt negative dage tillader mig selv først at skrive om det dårlige og bagefter skriver jeg om det gode. At have lært at se bare NOGET i en dårlig dag har gjort mit liv mere positivt – dvs. det har det hele tiden været, men det kræver lang tids øvelse rent faktisk at se det. Jeg er blevet et gladere menneske og mine relationer til andre er blevet bedre. Jeg ved ikke, om jeg er enige med dem, der mener, at det at give udtryk for sin vrede er det samme som at øve sig i vrede, og at den stadig er der når man har slået i en pude eller skreget sin vrede ud. Jeg tror godt, det kan være sundt at få luft for vrede, frustration og sorg, hvis man også husker at nære sin sjæl med noget godt – hvad det så end er for den enkelte (nyde en kop te, tælle sine frimærker, meditere eller…).
Jeg har selv oplevet at bekræftelser (udsagn man selv formulerer om noget man gerne vil have skal være sandt) har “virket”. Det kan være meget konkrete udsagn som “Der er mere arbejde på vej til mig” eller noget mere generelt “Det går godt”. For mig virker det i en tid, hvor min mands firma kan gå konkurs hvad dag det skal være, hvor vi har siddet hårdt i det med en rente på 20% til banken i flere år, og hvor vi med vores to børn sandsynligvis må flytte fra vores hjem. Det hjælper i hvert fald mig, at jeg kan se, at der midt i vores krise også er gode ting i livet…
Kære alle,
Det er simpelthen sådan en fornøjelse, at læse, hvad I mener om den her sag. Tak for jeres bidrag!
Kh,
Anna
Jeg kan finde det positive ved folk jeg elsker, folk holder af, naturen og mad, men der er ikke noget positivt at sige om sygdom. Det ville også være at forklejne den ødelæggelse, som sygdom kan medføre. Andre folk, der måske er bange for livets indhold, skal ikke påtvinge mig hvad jeg skal føle, bare for at gøre det mere behageligt for dem selv.