Elise har for nyligt været til MR-scanning. Hun lå i en stor maskine på Rigshospitalet. Musestille og i over en time, lå hun der, mens nogle fremmede talte til hende via højttaler fra et andet rum. Søren og jeg sad bag hende med ørepropper i, for en MR-scanning larmer som et slagbor. Hun kunne ikke se os. Vi kunne ikke tale med hende. Vi kunne selvfølgelig ikke røre ved hende. Vi kunne intet gøre for hende. Ud over at være der.
I forgårs var Jacob til kirurg. Han lå på en briks i et rum, mens jeg sad udenfor rummet, men med døren åben, så jeg kunne se ham. Men han kunne ikke se mig. Vi kunne ikke tale sammen. Og vi kunne selvfølgelig ikke røre ved hinanden. Der var intet, jeg kunne gøre for ham. Ud over at være der.
Og sad jeg så der bag mine børn og tænkte, “Det her er skrækkeligt. Jeg hader hvert minut”? Nej, tværtimod: Jeg var fuldkommen stille indeni. Fuldstændigt overbevist om at være på det rette sted, på det rette tidspunkt. Jeg var det eneste sted i verden, der betød noget.
Nogle af os skal have børn for at forstå Thich Nhat Hanh, når han siger, at den største gave,man kan give andre, er sit nærvær:
The most precious gift we can offer others is our presence. When mindfulness embraces those we love, they will bloom like flowers.
Og det gælder selvfølgelig ikke kun i ekstraordinære situationer. Det gælder også, når vi vækker vores børn, taler med dem, leger med dem og putter dem. Faktisk gælder det særligt der.
{ 5 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
tak for den Anna!! Og alt det bedste til dig og dine børn ♥
Hvor er det smukt skrevet.
Jeg kender fornemmelsen fra mange runder fuld narkose. Jeg er dog bedst til det der. Håber ikke, at der er noget galt med hverken Elise eller Jacob?
Tak <3
Kære alle,
Tak for jeres kommentarer – og for omsorgen for Elise og Jacob.
Vi venter svar på MR-scanningen, så vi ved ikke, om Elise skal opereres. Men under alle omstændigheder er det ikke alvorligt.
Jacob er helt ok. Han er bare begyndt rigtig tidligt med kosmetisk kirurgi!