Noget om bekymringer og stolthed:
Jeg fortsætter lige lidt med temaet fra i går: At bekymre sig på sit barns vegne… Enhver vil forstå, at der ikke er noget som helst, jeg ikke kan finde anledning til at bekymre mig om, når jeg ligesom starter med “bare-der-nu-ikke-er-nogen-der-griner-af-hans- hat”. Hvis det emne ligger indenfor min bekymrings-grænse, så gør stort set ALT andet også…
Og ved I hvad? Når man hele tiden går og bekymrer sig for børnenes ve og vel, så må man have lov til at være stolt og at udtrykke sin stolthed, når det rent faktisk går dem godt, og det viser sig, at der ikke var den mindste anledning til bekymringer. Stolthed er normalt en af de 7 dødssynder. Men ikke hos bekymrede mødre. Moderstolthed udgøres tværtimod af to af de fornemste dyder: tillid og håb. Og det har jeg fra pålidelig kilde, Charles Dickens:
Pride is one of the seven deadly sins; but it cannot be the pride of a mother in her children, for that is a compound of two cardinal virtues – - faith and hope.
Derfor: I dags blogindlæg er en opfordring til at være stolt af dine børn og dit moderskab. Og en opfordring til at give udtryk for din stolthed lige her på bloggen. Fortæl os andre, hvad du er stolt af!
Jeg lægger selv ud:
Jeg er stolt af, at jeg har lært mine børn at finde Zen i læsning.
{ 17 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Jeg er stolt af, at min ældste datter Hannah spørger oprigtigt interesseret til det, vi andre går rundt og laver. Fx: “Far, gik det godt med det foredrag, du holdt?” Og når min yngste datter siger: “Jeg elsker far, jeg elsker mor, jeg elsker Hannah, og jeg elsker mig selv.”
Og hvor er jeg dog taknemmelig over at kende denne blog.
Jeg er stolt af at vi snakker meget med vores børn herhjemme. Og tager os tid til det. Jeg er stolt over at jeg kan få mit ældste barn til at reflektere på den måde han kan.
Jeg er stolt af min søn, som knuselsker humor og bruger den – både på moren men også til at grine af sig selv. Og jeg er stolt af min datters skarpe øje for andre OG hendes læse-zen-evne (endnu ikke Stephen King dog).
Jeg er stolt af at jeg har to børn som er gode til at vise omsorg for andre! Og snupper forresten det citat af Charles Dickens til min samling
Skønt indlæg. Jeg er stolt af min 3-årige søns empati.
Jeg er stolt af min søns store evne til at finde løsninger, lige når alting ser allermest problematisk ud. Og så jeg stolt af, at han kender sine egne grænser – det får han ros for. Jeg er også stolt af min lille 2-årige datters mod på livet uden at mene, at noget er for stort til ikke at være hendes – som da hun fik at vide, at alt det fine lys på himlen kom fra den opgående sol og svarede “MIN sol!”
Jeg er stolt af min seks-årige datter, fordi hun trods generthed og tilbageholdenhed har klaret det så flot at starte i skole. Og jeg er stolt af den måde hun behandler sine venner på og aldrig driller og griner af dem.
Jeg er stolt af min to-årige søn, der (endelig) er begyndt at snakke (lidt), når han siger “moar, bar, nina” og slutter med at klappe sig selv på maven, fordi han stadig ikke kan sige Vitus – og på den måde lige får remset flokken op.
KH
Jeg blev bare så glad og stolt, da jeg hørte min 6-årige datter sige til en veninde “jeg kan mærke i maven, at jeg ikke har lyst”.
Hurra hun mærker efter i sig selv!!!
Hm … Noah er jo endnu så lille, så det er svært at være stolt af noget af det, han gør.
Til gengæld er jeg svinelykkelig over, at han tilsyneladende stortrives og udvikler sig sundt og godt – trods en sej start på livet.
Han er en sej lille gut, og det gør mig glad i låget. ;o)
Jeg smiler når jeg tænker på mine børn.
Igår kom min datter hjem efter en meget lang dag. lang cykeltur i regnvejr og tasken fuld af lektier.
Da hun står helt våd i døren siger hun til hendes lillesøster ” jeg har savnet dig Wilma skal jeg læse en historie for dig” Wauv
Jeg sidder lige nu og skal nå en masse arbejde. og pludselig kan jeg hører børnene pusle udenfor døren. ind kommer alle 4 med te og levende lys og siger godnat.
I love it
Jeg er stolt af, at min seks-årige søn har en forrygende humor.
Jeg er stolt af, at den otte-årige ikke stillede sig op og heppede, men i stedet hentede en voksen, da to af hans klassekammerater sloges i skolegården – fordi som han sagde “mor, jeg kunne ikke lide at se på det.”
Jeg er stolt af, at de er så omsorgsfulde over for hinanden (selvom de også kan drive hinanden til vanvid).
Jeg er stolt af, at de ved, deres forældre elsker dem (og det ved jeg, de ved, fordi de har fortalt deres bedstemor om det – og hun har genfortalt samtalen til mig).
Jeg er stolt af, at de tilsyneladende er gode kammerater og gode at lege med.
Jeg er stolt, når jeg kan se, at de er søde ved “de små.”
Og P.S. Er det ikke bare tankevækkende, at ingen af os peger på målbare ting som dygtighed i skolen, når vi fortæller om, hvad vi er stolte af?
Jeg er stolt af, at vi altid giver et ordentligt svar, når vores 3-årige datter undrer sig:
Hvad er der på den anden side af havet?
Hvordan kommer babyer ud af maven?
Tak for en dejlig opfordring!
Tak for opfordringen til at føle stolthed, det gør jeg hver dag! Min drenge (5+2 år) fylder mig i den grad med stolthed. Deres måde at tage hensyn på, deres omsorg, deres latter, deres kreative lege og deres kloge og firnurlige betragtninger på verden. Og alt det andet!
Jeg er stolt af, at min datter på 2 år og et par måneder har så meget omsorg og kærlighed til sin lillesøster på 5 måneder. Hold op jeg glæder mig til den tid, hvor de to tøser kan lege rigtig sammen (selvom der nok også bliver en hel del skrig og skrål).
Kære alle,
TAK for jeres vidunderfuldt kærlige kommentarer!
Jeg er stolt af, at min lille to-årige datter er så fuld af liv og sjov og sang og dans. Og jeg er stolt af hendes fantasi, og at hun forstår så utroligt mange ting allerede.
Tak for invitationen! Jeg måtte lige tænke efter, og der er meget at være stolt over, synes jeg. Her vil jeg fremhæve én ting, som jeg er stolt, glad og ikke mindst forundret over, nemlig, at begge mine unger (13 og 16) er totalt ansvarstagende, når det gælder deres skole.
Og seriøst, jeg har aldrig nogen sinde svunget pisken over nakken på dem! Det eneste, jeg kan pege på er, at jeg altid, altid har taget mig tid til at hjælpe dem med lektier, hvis der er noget, de har svært ved eller har brug for sparring til. Efterhånden er det sjældent, at de efterspørger hjælp, men det sker da af og til.
Sidegevinst? Samhørighed og udvikling – til mig selv!