Onsdag den 3. oktober

af Anna Skyggebjerg den 3. oktober 2012

Jeg har for et par måneder siden måttet slippe Jacobs hånd, når vi går tur. Jeg har måttet give slip på at tage med ham til bueskydning, for han foretrækker, når det kun er ham, hans ven og vennens far. Elise har jeg sluppet for længst, og i dag har jeg måttet indskrænket mig til at sige, “Jeg vil ikke forbyde dig at bruge din vinterferie på en druktur med 5000 gymnasieelever, men jeg synes, det er en dårlig idé.”  Hele tiden skal jeg give lidt mere slip på det bedste i verden og overbevise mig om, at det er det he-e-lt rigtige….

Hvor passende er det ikke, at jeg i dag faldt over denne spot on definition af moderskabet:

I’m beginning to perceive motherhood as a long, slow letting go, of which birth is just the first step.

(Sandra Steingraber, amerikansk forfatter)

 

PS: Calvins mor skal også lære at give slip…

{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Louise Klinge Nielsen 4. oktober 2012 kl. 09:43

Åh, hvor det er ord, jeg kan relatere til.
Skrev for nyligt om præcist det samme – http://www.holdaf.dk/polka-og-tarer.html
Godt, at vi kan øve os sammen, for det er ikke altid lige let. Men når øjnene ser klart og ikke ud igennem tårer, er det vidunderligt at se, hvilke unikke blomster, der folder sig ud dér – lige for øjnene af os.

Kitt 4. oktober 2012 kl. 10:51

Jeg kender bestemt også til ”letting go”. For nogle år siden var ”letting go” en overvindelse, når jeg skulle lade mit barn på 11 år selv klare transporten hjem fra skole (2 busser med skift på en stor busterminal). For et år siden flyttede samme barn til udlandet for at bo hos sin far og for tre måneder siden flyttede mit andet barn ligeledes til sin far. I begge situationer blev ”letting go” udfordret gevaldigt, inden at jeg accepterede tingenes tilstand.

Men selv på distance må jeg nu sande, at jeg stadig har svært ved at give slip ved f.eks. at undgå at blande mig, når der er problemer med skole eller søskende i udlandet. Men faktisk har det været en lettelse at komme til den erkendelse at jeg måtte give slip, at mine børns far selv må løse konflikterne og jeg tillader nu den luksus at have hygge-skype stunder med min børn, hvor jeg hører om alle de gode ting som sker i deres liv.

Tina 4. oktober 2012 kl. 11:58

Åh, hvor jeg lige havde brug for at høre om andre, der også mærker det at slippe… som måske er lidt svært. Jeg har selv en søn på 12 år, som jeg altid har været pot og pande med. Jo, vi kan da godt blive uvenner, men vi har en rigtig god kemi. Selvom han forlængst har lært at læse, læser vi bøger sammen – vi læser dem op for hinanden. Det er ren zen… Men nu er han begyndt at skulle bruge sin far…til at se Store Nørd i fjernsynet og til at se “drengefilm” og…jeg føler mig lidt tilovers. Jeg kæmper med at acceptere, at det jo er helt naturligt, at han søger sin far, da han jo selv er dreng og bliver til en mand en dag.
Tilbage står jeg så med vores datter på 4, som jeg slet ikke har den samme kemi med. Vi er ikke to alen af samme stykke. Vi er modpoler og har ufattelige og ufattelig udmattende konflikter. Accept? Det er meget svært. Havde det været alt mulig andet, havde jeg givet op for længst, men det kan jeg jo ikke – hun er jo min datter! Så jeg tænker bare: giv mig styrke!

Skriv en kommentar