En tilsyneladende helt almindelig onsdag besluttede sig til at overraske mig ved at overdænge mig med så megen stille lykke, som man kan klemme ind i en dag. Der er ikke sket noget ekstraordinært. Det er alle de ordinære detaljer, der har gjort dagen… nå ja, ekstraordinær. Vist mig det store i det små; det smukke i det enkle og nære.
Blandt meget andet har der været:
1
Glæden ved at bage pølsehorn med Jacob. Når man er fordybet i at smuldre gær og ælte dej, er der en særlig intimitet. Og ting fortælles. At han ønsker sig at blive storebror. At han elsker mig. Og at han helst ikke vil have pesto på rugbrød.
2
Glæden ved at gå tur sammen til kiosken for at købe fodboldkort. Stoppe for at klappe en hund og dufte til hybenroser. Men næsten ikke snakke. (Bortset fra på tilbagevejen, hvor der var en hel del sort snak om fodboldkort…)
3
Glæden ved dette syn
(Og hvis du tror, jeg har glemt, at jeg har to børn… Elise er på ferie hos sin far. Hun kommer først hjem fredag i næste uge. Hun har det godt, siger hun. Men hun savner Puttepatruljen. Hun savner ikke mig. Det er ok: Det er ikke hendes job at savne mig. Det er mit job at savne hende. Sådan er dealen.)
{ 1 trackback }
{ 0 comments… skriv en nu }