Her i huset går vi ikke i kirke om søndagen (eller i noget, der ligner). Vi går i nattøj om søndagen (eller i noget, der ligner). Og sammen med alle vores små ritualer, gør det os stille indeni, så søndage bliver zendage. Stilhed, nærhed, enkelhed, skønhed. Det styrer!
1
Jacob og jeg har i dag siddet sammen på hans seng og studeret hans skatkiste. Den indeholder mønter fra fjerne lande. Muslingeskaller fra ferier. Fotografier. Postkort. Fodboldmedaljer. Masser af ting, som betyder noget særligt for ham. At dele indholdet sammen med ham er et privilegium. Der er nærhed og fordybelse. Ren Zen.
2
Her til aften sad vi sammen og så et naturprogram på tv. Vi ser ikke særlig meget tv, så når vi endelig gør, får det næsten rituel karakter. De har ret, dem der siger, det er et husalter! (Programmet handlede om laks, der kæmper sig op imod strømmen for at gyde, hvor de er blevet født, og derefter lægge sig til at dø, fordi deres mission i livet er fuldbragt. Er der nogen mor, der kan se det, uden at føle sig truffet og fælde en tåre?)
3
Og da børnene var blevet puttet, og jeg var færdig med at vaske køkkengulvet, satte jeg mig med min nødhjælpskasse. Jeg bør faktisk finde et andet navn til den, for jeg bruger den ikke som nødhjælpskasse, men som forkælelse også når jeg ikke er i nød. Der lå et super-lækkert stykke marcipanbrød. Og der står på, at det skal spises inden 16. juni. Hvis ikke det er “a license to Zen”, så ved jeg ikke, hvad det er. Så nu: Te og marcipanbrød!
{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
Jeg ser næsten heller ikke fjernsyn, men jeg synes faktisk at kassen kan være en helt vidunderlig gave, som når de f.eks. sender gode naturprogrammer. Så kan jeg sidde der på briksen med alle tre unger og vi kan se programmet sammen på hver vores måde og bagefter have det sammen. Når der er gode naturprogrammer i fjernsynet gør vi det tit i stedet for at læse for de store og det er noget i hvertfald de store kan glæde sig til hele ugen.