“Du virker urolig”, sagde Ægtefælle i aftes. “Hvad skal der til, for at du får ro?”
Og jeg vidste det udmærket. Både at jeg virkede urolig – og hvad der skulle til for at ændre det. Jeg kender mine veje til Zen, men jeg glemmer dem i perioder. Disse dage er del af sådan en periode. Så i dag har jeg gjort ting, jeg ved, gør mig godt: Jeg har blandt andet siddet i et hjørne af haven og læst en novelle af Alice Munro. Pakket ind i vinterfrakke og tæppe, med et glas te på bordet og Asger for mine fødder. Og med en følelse af, at tiden var uendelig.
Og apropos det: At tiden føles uendelig, men ikke er det…. Jeg har idag læst et i særklasse fremragende essay af dr. Paul Kalanithi. Han var forfatter og neurokirurg på Stanford University, men døde i sidste uge af lungecancer. I en alder af 37 år. Efterladende sig blandt andet en datter på to år. I sit essay skriver han om tid og om det at vide, man skal dø. Han slutter sit essay med disse ord til sin datter:
When you come to one of the many moments in life when you must give an account of yourself, provide a ledger of what you have been, and done, and meant to the world, do not, I pray, discount that you filled a dying man’s days with a sated joy, a joy unknown to me in all my prior years, a joy that does not hunger for more and more, but rests, satisfied. In this time, right now, that is an enormous thing.
Du skal unde dig selv at læse det essay! Klik her.
PS: Krøyers billede af Marie, som læser i haven med sin hund
{ 6 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Tak for det citat. Det er som at få en besked fra min egen far, der døde af cancer, da jeg var to. Jeg bliver ved med at lede efter ham …
Åh, Julie! Paul Kalinithi har hjulpet dig med at finde din far. Du ærer dem begge ved at tage Kalinithis ord med dig videre frem.
Tak. For (igen) at minde mig om, at zen er påkrævet; for et billede, der emmer af ren læselykke; og for et citat, der er så smukt at det gør ondt. Og til Julie for at bringe citatet helt ind i hjertet. Essayet må jeg gemme til senere. I min højgravide tilstand kan jeg kun lige klare mig gennem ovenstående linjer, og et helt essay med så smuk tekst bliver for følelsesmæssigt.
/Kristina.
Anna – jeg har bogen! Håber du har en signatur på lager, når jeg finder dig et sted <3
I særklasse smuk og rørende læsning.
Altid!