I dag er Jacob kommet hjem fra hyttetur med klassen. Han var alene afsted, men fulgtes med en kammerats mor. For Søren og jeg valgte at takke nej. Jeg strækker mig meget langt for at deltage i alting, som har med mine børn at gøre, men der er en grænse. Hyttetur, hvor man skal sove i sal med andre voksne, ligger på den forkerte side af min grænse.
Jo, jeg har længe haft det skidt med at sige nej til ting, som havde med børnene at gøre. Men så tog jeg et alvorligt blik på hele mit moderskab og konkluderede, at alt i alt er jeg en god nok mor. Ikke perfekt, men netop god nok.
Det gav mig modet til at sige til børnene, at der var ting, jeg desværre ikke kunne tilbyde at deltage i. Det eneste, de sagde, var “ok”. Ikke andet end “ok”.
Det var en stor lettelse for mig, at stå ved mig selv. Og jeg tror også, det var en lettelse for børnene. Der er noget rart ved at have forældre, der ikke er perfekte, for det giver børn frihed til heller ikke selv at være perfekte.
Hvad introverte Jacob syntes om at være på hyttetur? Han var glad. Han var sammen med mennesker, han kender og kan lide. Og da der kom et tidspunkt i løbet af lørdag aften, hvor han havde behov for at være lidt alene, satte han sig ind i sin køje og læste i sin bog i 15 minutter. Ingen havde spurgt ham, om der var noget galt eller på anden måde problematiseret, at han trak sig. Havde de gjort det, ved jeg, han ville have sagt med største selvfølge, “Jeg er introvert. Jeg har brug for ind imellem ikke at tale med nogen.”
PS: Blot en servicemeddelelse… Min computer skal til reparation i morgen. Så jeg aner faktisk ikke, hvornår jeg kan blogge igen…
{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Hvor er det sejt, at du siger fra. Jeg er egentligt på flere punkter ganske udadvendt. Men kan også være det modsatte. Eksempelvis vil jeg heller aldrig kunne slappe af og finde ro, hvis jeg skal sove med fremmede mennesker. Og jeg strækker mig langt for at finde muligheder, så jeg slipper for det. Nogen tænker, jeg er sart. Andre er vist bare misundelige over, at de ikke selv står fast – andre igen bakker op og respekterer mit valg.
Og det er det, det handler om: Respekt for at vi er forskellige.
Åh dette indlæg er godt for mig at læse. .. Havde nok ikke rigtig overvejet at det kunne være en mulighed at sige nej til den slags ting. Der ligger så mange forventninger omkring forældres deltagelse i skole- og fritidsliv. Og ikke bare forventninger også fordømmelse. Det kræver mod at sige fra. Synes det er cool. Det vigtigste er Jacob ikke hvad alle mulige andre mener. Det vil jeg huske mig selv på, når min datter kommer i lejrskole-alderen.