1
Jacob ringer næsten aldrig til mig. Han er nemlig den ene af de tre i klassen, som ikke har en mobil. Men i dag ringede han, mens jeg cyklede hjem fra arbejde, for at spørge, om han måtte tage med Viktor hjem. Og da samtalen (meget hurtigt) er slut, står jeg på Dalgas Boulevard og græder. Det var hans stemme, på én gang kendt og alligevel ny, og så ordene “Hej mor!”, der gjorde det. Kærligheden løb over.
Khalil Gibran siger det smukkest: “Mother: The most beautiful word on the lips of mankind.”
2
Fordi Jacob nu var hos en kammerat, fik jeg uventet alene-tid. Jeg brugte den på at læse. Der var mange år, hvor jeg ikke fik læst noget som helst, fordi det var fuldkommen urealistisk, at jeg nogensinde ville få tid til at læse en roman færdig. Men jeg savnede at læse, og løsningen blev meget pragmatisk, at jeg begyndte at læse korte tekster: digte, interviewbøger, klummesamlinger, noveller. Noget, der kan læses færdigt på 5-10-15 minutter. At tilbageerobre min tabte kærlighed til bøger har været en vigtig form for egenomsorg.
Uanset hvad der måtte være kærligheden og vejen til zen i dit liv, så fortvivl ikke over, at du har tabt den, fordi hverdagen er, som den nu engang er. Prøv at finde måder at få den tilbage i livet på – om så kun få minutter dagligt. (Og lykkes det ikke, så lad være med at slå dig selv i hovedet. Sig i stedet, “Det er sådan her livet ser ud lige nu. Det er ok. Det ændrer sig efterhånden.” Accept er en stor kilde til zen!)
3
Her til aften har jeg siddet under dynen i fodenden af Elises seng. Drukket te, spist chokolade og hørt hende fortælle om heste. Hun fortalte, at den sikre vej for hende til at føle sig helt rolig indeni, det er duften af hest. Der er mange veje til zen – og jeg er lykkelig for, at hun kender en af sine.
{ 6 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Ja, det er meget mærkligt pludselig at høre sine små gutters stemme i en telefon. De virker med ét meget ældre.
Jeg glæder mig også til jeg får tid til at læse igen, og især til jeg igen en gang orker at høre musik. Musik giver så meget god energi, men med 3 små (3-7 år) + eventuelle gæster, er der så megen uro omkring mig at når der endelig er fred, så vil jeg helst bare have ro i ørene også. Trist, men som du siger, det ændrer sig vel nok efterhånden. Jeg er håbefuld
Kh Lene
Jeg elsker også at læse, og det er den direkte vej til at skabe mig mit eget rum, hvor intet kan forstyrre mig. Siden jeg fik mit første barn har det også været meget begrænset med læsningen her, og jeg har ofte taget mig selv i at læse hvad som helst – dødsyge gratismagasiner, reklamer, bagisden af mælkekartonen og havrefrasen – bare for at få følelsen af at læse… Men nu er jeg så småt i gang med at læse igen, og det er skønt
Lene – kender også godt det der med, at der bare skal være STILLE, når der endelig ikke er nogen børn. Jeg har ellers også elsket at lytte til og fordybe mig i musik, men det er jeg altså ikke nået til endnu…
Endnu engang tak for en skøn blog, der dagligt giver mig fem minutters ro, inspiration og refleksion.
Dorte
Kære Dorte,
Det med at læse en hvilken som helst ligegyldig tekst for i det mindste at læse, det kender jeg alt for godt.
Kære begge,
Ja, der er altså år, hvor stilhed er den bedste lyd (efter kl. 21). Jeg tor desværre, jeg med moderskabet har udviklet supersonic hørelse. Jeg hører ALT, så der kan sjældent blive stille nok. Måske er det derfor jeg sådan nyder, når jeg er alene hjemme?
Hej Anna
Jeg har lige fundet din blog…er blot stødt på dit navn hos Julia Lahme.
Sikke et dejligt indlæg fra i dag – har ikke læst andre endnu. Men jeg er da blevet helt tændt på at læse mere, også dine to bøger.
Og rørt blev jeg også. Jeg kender så godt det med at blive rørt af at høre sin søn i telefonen. Min store dreng er snart 9 og først indenfor det sidste års tid godt og vel har han villet det med at tale i telefon. Han er skilsmissebarn, og nu kan han finde på at ringe fra sin far….før har han vidst haft brug for ikke at høre min stemme, for så kom han til at savne mig – og på samme måde, når han var her, talte han helst ikke i tlf med sin far.
Nu ringer han indimellem. Og har jeg ikke mulighed for at tage tlf, indtaler han en besked. Som jeg så hører igen og igen. Altimens JEG savner, røres og tuder….
PS: Mange af telefonsamtalerne handler om de ting, han lige har oplevet eller interesserer sig for, og så får man ellers mange detaljer…. Kom jeg i tanke om, fordi du skrev om din samtale med din datter, om det som hun er glad for.
Min mor havde en gang en meget lang snak med min dreng om et nyt gameboy-spil, han fortalte om alle mulige baner osv, og jeg afbrød ham lidt og prøvede at forklare ham, at det ikke var sikkert, at mormor lige havde tid til at høre så meget om et spil. Men min mor sagde efterfølgende til mig: “Rikke, han må fortælle alt det han vil om lige det, han har lyst til. For jeg nyder bare så meget at høre ham fortælle.” Pyh, det blev og bliver jeg bare så rørt over.
Smil fra Rikke
Kære Rikke,
Velkommen!
Åh, hun er sød, din mor. Sikken en skøn mormor at have!
Kh,
Anna
Hej!
Det er skønt, når eens unge ENDELIG kalder een… noget.
“Mor” har stadig ikke slået igennem herhjemme, men istedet bli’r jeg kaldt “Ba-bao”. Min søns selvopfundne ord. (Og Far hedder Pa-pao)
Men øj, hvor blir man glad indeni, når han kalder