Tirsdag de 8. december

af Anna Skyggebjerg den 8. december 2009

I går fik jeg ikke blogget. Det var fordi Søren og jeg mente, at vi nok lige måtte få overblik over pakkerne under sengen. Og der er mange. For Jacob har fødselsdag den 15. , Elise den 20. og de bliver fejret fælles den 12. – og så er der jo julen. Det bliver til mange pakker! Så da vi havde besluttet, hvilke der skulle deles ud hvornår – OG pakket dem ind, da var jeg for træt til at blogge. Men havde det så ikke i det mindste været en zen-fyldt oplevelse at stå der med min mand og forberede fødselsdage og jul? Nej! Sgu! Det var faktisk nærmest…træls.

December er fuld af ritualer, men der er i grunden ikke så mange af dem, der er zen for mødre. Så dette er den aller vigtigste måned at huske på sine egne zen-skabende ritualer:

1

I dag har jeg  foræret mig selv alenetid i et af mine yndlings åndehuller: Boghandleren på Godthåbsvej. Jeg lod børnene være alene hjemme i 25 minutter og cyklede derned under påskud af at skulle købe gavepapir.  Og jeg købte da også noget fint gavepapir – og to bøger. Men det vigtigste resultat var roen, fordybelsen og følelsen af, at der er et stille center indeni. Prøv selv!

2

Jeg har talt i telefon med veninde Anne Marie.  Kun i 45 minutter, men det var godt alligevel (Ja, jeg ved godt det er at prale overfor jer mødre med små børn, som slet ikke har den slags tid…). Der findes næsten intet, der nærer min sjæl bedre end det. Telefon-zen er den bedste form for egenomsorg!

3

Og så har jeg danset.  Og mine damer, som en helt særlig gestus bringer jeg i dag hjælp til jer, der endnu ikke føler jer helt parate til juleballerne. Her kommer simpelthen den ultimative guide til at blive en succes på dansegulvet. Diskoundervisning leveret af en kæk finne.

Advarsel: Hvis du sidder med en kop varm kaffe, så stil den fra dig, inden du ser denne video. Du får kaffen op i næsen og derfra ud over tøjet. Parat?

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=ZJj6d5QSYaE[/youtube]

{ 5 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Det Lille Spørgsmål 9. december 2009 kl. 12:15

Tak, Anna – sygdommen vil bare ikke slippe sit tag i os – og jeg ved snart ikke, hvor jeg skal hente overskuddet mere. Men for en kort stund glemte jeg alt om sygdom og tog med ind i diskoens verden… Der kan man grine:)

Kh
Lykke

Pi Andrea 9. december 2009 kl. 13:01

Hold da lige en fest der… Jeg var flad af grin…og så på finsk ovenikøbet…hvilket ikke gjorde den skønne oplevelse mindre morsom… Hvem har dog fundet på det sprog… :)
Tak for dagens første latterudbrud…og lur mig om jeg ikke alene ved tankens magt kan komme til at grine flere gange over denne smukke indføring i Disco-dansens svære verden… :)

Louise 9. december 2009 kl. 13:45

Nej nej nej! Hvor ER det sjovt! Tak :-)

Anette 9. december 2009 kl. 20:00

Hold da helt op…det ender jo ikke med kaffe i næsen men med krampe i kinderne af grin. Godt vi havde Travolta. Telefon-zen er min december-favorit-zen.
kh Anette

Annamette 11. december 2009 kl. 14:41

Hold nu altså kæft hvor er det sjovt. Altså tjek lige de der ben-spjæt han gør til sidst. Dem har han tænkt over længe. Hahahahahahaaaaa, tak for grinet.

Skriv en kommentar