Tirsdag den 13. januar

af Anna Skyggebjerg den 13. januar 2015

Jeg er begyndt at læse Bogtyven af Markus Zusak. 

Jeg fik lyst til at læse den, efter jeg faldt over det citat fra den, som jeg lagde på bloggen før jul: “Det var begyndelsen på den bedste jul nogensinde. Kun lidt mad. Ingen gaver. Men der var en snemand i kælderen.” 

Det citat yder bogen retfædighed: Det er en grum og poetisk historie. Den handler om pigen Liesels liv. Og den er fortalt af Døden, som har meget travlt, for historien foregår i Nazityskland…

Læs den! Læs den! Også selvom du – som jeg – altid er gået i en stor bue udenom litteratur om 2. verdenskrig, fordi det er for forfærdeligt. Ja, det er. Men Bogtyven er også fuld af håb og kærlighed og medmenneskelighed. OG så er den sine steder mere aktuel end nogen bryder sig om. Jeg har lige læst et kapitel, som sluttede med en enligt stående linje med disse ord:

De var franskmænd, de var jøder, og de var dig. 

{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Kristina 13. januar 2015 kl. 22:23

Jeg er helt enig: det er en god bog. Sproget er smukt og historien er mindeværdig trods omstændigheder og begivenheder. Min personlige favorit er ”De Små Tings Gud” af præcis samme årsager, men primært fordi sproget er det mest vindunderlige jeg nogensinde har læst. Jeg håber at den en dag vil finde vej til din boghylde… noget siger mig at du vil være enig.

/Kristina.

Anna Skyggebjerg 17. januar 2015 kl. 01:09

Kristina, tak for anbefalingen. I dag har jeg været hos boghandleren og bestilt “De små tings Gud”.

Kristina 18. januar 2015 kl. 23:30

Åh spændende! Det er næsten som at skulle til eksamen. Jeg håber sådan at du kan lide den.

/Kristina.

Skriv en kommentar