Jeg er kommet hjem fra Italien. Men det føles lidt, som om en del af mig er blevet tabt i en portion Pasta Med Fire Oste. Muligvis min hjerne. Jeg synes i hvert fald ikke rigtigt, den fungerer som den plejer. Den skulle tænke på svære sager, men bliver ved med at vende tilbage til det her:
og det her
Det midterste er Como-søen. Hvis du har læst Zen for Mødre ved du, at jeg har mediteret til forestillingen om at gå tur med George Clooney langs netop Como-søen. Dengang havde jeg ikke set den i virkeligheden. Nu, hvor jeg har, må jeg sige, at det var et glimrende valg. Både søen og manden (som jeg dog stadig ikke har set i virkeligheden).
Herhjemme på reposet arbejder jeg stadig med spørgsmålet fra den kvinde, som har svært ved at holde af sin far, er plaget af dårlig samvittighed og gerne vil nå at gøre noget ved forholdet, inden faderen dør. Aldrig nogensinde har noget været så svært for mig at svare på. Og det er næppe alene på grund af hjernen og Pasta Med Fire Oste. Efterhånden har jeg lært, at den slags modstand plejer at være et vink med en vognstang…. Kunne det mon være så svært for mig, fordi mine forældre døde, inden jeg nåede alt det, jeg skulle have nået?
Har du et spørgsmål til brevkassen, så se her, hvordan du skriver.
{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
… og så kom du på en eller anden måde alligevel hen til et svar (eller i hvert fald en lille del af det), der lyder fint og rigtigt.