Tirsdag den 19. maj

af Anna Skyggebjerg den 19. maj 2009

1

I dag fik jeg et åndehul foræret. Forskellige aftaler udviklede sig sådan, at der pludselig lå en hel time foran mig, hvor jeg ikke skulle noget og havde lejligheden for mig selv. Ja, jeg kunne godt have fundet på noget at gøre. Endda noget, som trængte til at blive gjort. Men jeg gjorde det ikke. For sådan en gave skal man ikke spilde på at gøre badeværelset rent eller håndvaske noget, som har ligget i bunden af vasketøjskurven i et halvt år – og sagtens kan ligge der lidt endnu. Så jeg satte mig på sengen med min nødhjælpskasse. Nødhjælpskassen er egentlig beregnet til Zen på de hårde dage, men den er god til selv-forkælelse på en hvilken som helst dag.  Der lå chokoladekiks (det gør der ikke mere)! Og der lå en af mine absolutte yndlingsbøger, som jeg satte mig til at læse. Den hedder “When I Loved Myself Enough” og kan læses på en halv time. Men der er visdom til et helt liv i den bog.  Her er et enkelt citat fra den:

When I loved myself enough,

I began to see I didn’t have to chase after life. If I am quiet and hold still, life comes to me.

Godt at huske, hvis man får en time foræret!

when-i-loved-myself-enough

2

I aften var der Zen-timentalitet ved fjernsynet. Hele familien så Ekstrem Hjemmeservice, et af vores yndlingsprogrammer. Og fuldkommen som vanligt græd begge voksne, mens børn og kat trøstede efter bedste evne. Vi fyldte kun en halv sofa, for til den slags programmer skal man sidde tæt.

3

Og så blev Jacob puttet. Ekstrem Hjemmeservice tog badetiden, så han duftede af våd hund efter en dag i SFO’en med både bordtennis, bordfodbold og “rigtig” fodbold. Men når det er ens egen hund, er det kun dejligt.

{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }

Lis 21. maj 2009 kl. 16:22

Jeg bliver altid lidt glad, når jeg hører, at jeg ikke er den eneste, der tuder til ekstrem hjemmeservice. Jeg er godt nok også gravid og det ER jo følelsesporno i yderste potens – men alligevel. Det er nu meget rart ikke at være alene med tuderiet;)

Skriv en kommentar