Det er en stor lettelse og kilde til Zen at acceptere livet, sådan som det er lige nu. At give slip på eventuelle bekymringer, trække vejret roligt og dybt og have tillid til, at det altsammen kommer til at gå. Jeg siger ikke, det er let. Jeg siger bare, at det er godt.
Min sommerferie har handlet om at lære at give slip og at overgive mig til sådan, som tingene er lige nu. Selvom jeg har været mor i mange år, bliver det ved med at være lidt svært, når det, der skal gives slip på, er børnene.
1:
Om under 3 uger tager Elise et år til USA, hvor hun skal gå på high school. Det har været planlagt gennem mere end et år. Det har også været en fjern fremtid gennem mere end et år. Men det er det ikke længere; fremtiden er rykket tæt på. Og jeg øver mig i at give slip på hende: Vi taler om, hvor dejligt det hele bliver og jeg glæder mig virkelig på hendes vegne. Men jeg har også mareridt, hvor Elise suges gennem en tunnel med mangefarvet, stærkt lys – og jeg ved, hun aldrig mere kommer tilbage til mig. Jeg kan godt selv se, det er lovlig dramatisk at have mareridt om Elises frigørelse, der minder om nærdøds-oplevelser…
2:
I løbet af sommerferien blev symbiosen mellem Jacob og mig brudt. Jeg vidste, det ville ske, naturligvis, men ikke hvornår og hvordan. Det blev så i løbet af sommerferien og det blev med et ordentligt brag. Jeg elsker Jacob op til månen og tilbage igen, som jeg altid har gjort, men forholdet er forandret for altid. Det er sådan, det skal være. Man kunne endda med en vis ret anføre, at det burde være sket noget før, men nu blev det altså. Jeg hilser det velkomment, samtidigt med at jeg mærker tabet for fuld skrue.
3:
Jeg øver mig i at acceptere. Også det, jeg dybest set ikke forstår. For eksempel hvordan børnene er blevet så store. Det er ikke nemt, men det er den eneste vej frem:
If you understand, things are just as they are;
If you do not understand, things are just as they are.
(Zen-ordsprog)
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Gav mig kuldegysninger at læse. Men ja, sådan er det lige præcis – og sådan skal det være.
God “kamp” med accepten!
Forleden fortalte jeg min søn på 17 om, hvor svært det er at give slip, at det nok er noget af det sværeste ved at være mor.
Det endte med, at vi tudede begge to – over tabet af den tid, der er gået, men også over den kærlighed og samhørighed vi har, uanset årene, der går og den udvikling, der sker.
Og sådan følges sorg og glæde ad.
Kh
Diana Lindegaard
Kære Anna!
Hvor er det dejligt, at du er tilbage fra ferie!
Det er en fornøjelse og glæde at læse dine kloge ord. TAK for at du deler!
Kh Maria