“Der findes ikke Skriveblokering. Der findes kun, at man ikke har en historie at fortælle.” Sagt af Toni Morrison, amerikansk Nobelpristager i litteratur (og hende, som jeg har skrevet speciale om på universitetet, hvilket er en helt anden historie at fortælle…)
Uanset hvad, er resultatet det samme: Jeg sidder ved computeren og skriver ingenting. Og jeg har lige fortalt Ægtefælle, at den bog, jeg er igang med, ikke er værd at læse, men en kæmpe fejltagelse. ”Skal jeg argumentere for eller imod?”, spurgte han. Han er jo psykiater…
Så er det i det mindste godt, at jeg kan fordrive tiden ved skrivebordet sammen med Pelspølsen, som altid er hyggeligt selskab:
Og at jeg kan læse blogs. I dag dette indlæg af Lotte Garbers. Jeg grinede højt over hendes forslag til, hvad man siger, når man er sammen med en person, som taler uafbrudt: “Jeg kan bedst lide det, hvis man skiftes til at tale i samtaler.”
Jeg har tit haft lyst til at sige noget i den retning. Men jeg ville aldrig turde. Ikke fordi jeg er introvert. Vist mere fordi jeg er en kylling. En introvert kylling med skriveblokering…. Thats’ me.
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Dejlige Anna, du har ikke nogen skriveblokering. Du har bare behov for noget pause, og det er helt o.k., bare lad den være der. Hep og kram. PS. KONGEspørgsmål fra Søren; det er en psykiater der taler, ja, men det er også en mand, der har lært et og andet om, hvordan kvinder fungerer!
Haha. Godt sagt. Jeg kender også en, jeg ville ønske, jeg kunne få mig til at sige det til
Jeg synes, at pelspølsen ser lidt død ud. Er du sikker på, at der er liv i den?
Kh Rikke
(også kylling, som har læst, at det ikke er godt for halschakraet, ikke at sige, hvad man synes)
Jo, jo, Rikke, der er liv i hende. Hun er bare MEGET søvnig…
Åh, Anna, hvis jeg bare kunne referere HELE den samtale, jeg havde med min veninde om folk, hvis ego der fylder lige lovlig meget.
Skriveblokering: jeg løser det ved altid at have en to do liste ved siden af min computer, hvor jeg skriver noget ned, som jeg SKAL lave, men som sagtens kan vente: faktatjek, lede efter DET kapitel i DEN bog, researche IGEN efter det, man allerede har researchet (man finder altid noget andet – især hvis man søger fra en anden computer), og langsomt har man haft en arbejdsdag, hvor det har givet mening. Så elsker man sig selv igen, synes igen, at bogen har en eksistensberettigelse, og man kan vågne dagen efter og være sej igen. Sig, hvis det ikke virker. Jeg har vildere ideer…