Tirsdag den 30. november

af Anna Skyggebjerg den 30. november 2010

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor…

Jeg ved præcist, hvornår jeg besluttede, at jeg er en god nok mor. Det var ved afslutningen af et hårdt år. Da et mål var nået og jeg følte mig stærk og stolt.

Det er måske den vigtigste beslutning, jeg nogensinde har truffet. I hvert fald er det den, der har haft størst positiv effekt på mit liv. For at beslutte, at jeg er en god nok mor, har fået betydning på alle niveauer i mit liv:

  • Jeg tør sige min mening på forældremøderne.
  • Jeg går ikke i panik, når der er scener.
  • Jeg siger ja og nej på de rigtige tidspunkter.
  • Og jeg er blevet et mildere menneske, fordi jeg ikke længere kæmper så hårdt.

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor, igangsatte jeg uden at vide det en fantastisk domino-effekt af gode forandringer i både børnenes og mit liv.

Det vil jeg blogge om de næste to uger. Hver dag vil jeg skrive “Hele 3 ting”, som er fulgt i kølvandet af den beslutning, at jeg er en god nok mor.

Jeg håber, at der vil være nogle af de eksempler, der vinder genklang hos dig. Jeg håber, at de vil få dig til at se dig selv kærligt i øjnene og beslutte, at du er en god nok mor.

Når du beslutter, at du er en god nok mor, giver du afkald på at stræbe efter perfektion. I stedet trækker du vejret dybt og “nøjes” omsorgsfuldt med at være god nok. Jeg er overbevist om, at du vil opleve en kolossal lettelse. Jeg er overbevist om, at det bliver begyndelsen på en forvandling af dit og dine børns liv. At du bliver stærkere, mere modig – og først og fremmest mere dig selv. Faktisk er jeg overbevist om, at når du beslutter, at du er en god nok mor, da er du godt på vej til at blive den bedste mor, du kan blive for dine børn.

I morgen kommer de første “Hele 3 ting”, der skete, da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor.

(Og så kommer der nok også et billede fra klosteret San Cataldo. Fra i morgen går jeg nemlig i kloster i Italien. I to uger!)

{ 9 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

maria 30. november 2010 kl. 22:47

Jeg ønsker dig en vidunderlig tur!
Tak for din inspiration og dine kloge ord.
Hilsen Maria

Dora Buch-Dolby 30. november 2010 kl. 23:50

Kære Anna,

Jeg ønsker dig en vidunderlig dejlig tur! :) Jeg glæder mig til at følge med de næste 2 uger. :)

Mange godtur hilsner
Dora

Lea 1. december 2010 kl. 09:47

Kære Anna.
Selvom jeg virkelig godt gad, at det var mig, der skulle i kloster, så er det næsten lige så godt, at du skal. Det kommer der garanteret noget vildt spændende ud af! Rigtig godt ophold!
Og sikke en smuk beslutning. Den vil jeg glæde mig til at følge!

Liselotte 1. december 2010 kl. 10:36

Kæreste Anna,

Tak fordi du tager emnet op. Det er så opslidende og meningsløst, at vi går rundt og bruger vores energi på aldrig at være gode nok. Det er også én af mine kæpheste, og jeg glææææder mig til at få dine (helt sikkert fremragende) input!

God tur i klosteret – may the Zen be with you! Vi glæder os til billeder og et senere resultat af skriveriet. :-D

Sanna Worsøe 1. december 2010 kl. 11:40

Rigtig god tur i kloster!

Og tak for din store inspiration! Jeg er også en god nok mor og elsker at være det! Jeg er faktisk den aller bedste mor – for MINE børn! :)

Jeg vil glæde mig til at læse, hvad du fik ud af at indse at du er en god nok mor….

Kh Sanna

Tusind stykker 1. december 2010 kl. 12:19

Kære Anna

Det vil jeg glæde mig til. Deler du også lidt af baggrunden for din tur i kloster?

Tak for dine skønne bøger – og din fantastiske blog, som jeg har nydt længe.

Lullue 1. december 2010 kl. 13:18

God tur, lyder enormt lækkert!

Faktisk synes jeg selv, at jeg er en god nok mor. Vil endda gå så langt, som at synes jeg er den bedste mor for min datter.

Til gengæld kan jeg ikke helt tro på, at jeg er et godt nok menneske – en god nok arbejdskraft, en god nok veninde eller en god nok kone. Fordi jeg, for at være en god mor, slækker på det andet. Men det er nu det vigtigste for mig lige nu, at være en god mor. Så håber jeg, at de andre kan tilgive, vente og være lidt large, indtil mor-rollen ikke er så alt-dominerende mere.

Lise 1. december 2010 kl. 14:37

Først tak for en fin blog, som altid gør mig i godt humør. Hvis du kommer forbi den lille cafe på torvet (med busholdeplads) i den lille by, San Cataldo ligger i, så er den et besøg pga.den søde servitrice. Eller det var den i alt fald en vinter for 3 år siden.
Go’ rejse!
Mvh. Lise

Kat 1. december 2010 kl. 21:12

Kære Anna!

Dette indlæg har jeg haft i hovedet siden jeg læste det igår. Jeg er nemlig også en god nok mor, men en af de ting, der gør mig til det, er at jeg kontinuerligt reflekterer over mig selv som mor. Pudsigt…

Skriv en kommentar