Mine aftner er hellige. Særligt efter travle dage, hæger jeg om mine aftner og forsøger at tegne en Zen-cirkel omkring mig, indenfor hvilken der er ro og fordybelse. Det er ikke altid nemt. For teenagere går sent i seng – og har hele tiden (som i: hele tiden!) noget at spørge om.
Her er “Hele 3 ting”, der gør det nemmere at få en Zen-fyldt aften:
1: At lære at sige fra og nok og nej. En mor er simpelthen nødt til at lære at sige, “Nu har jeg brug for ro” – for ellers får hun den ikke. Og efter en lang dag med udstrakt service og nærvær er det altså ok at sige, “Nej, jeg er optaget nu. Selvoptaget!”
2: At aftale knibetangsmanøvre med din partner. Det vil sige, at I, når børnene er puttet, lægger en plan for aftenen, hvor I aftaler, at I hver i sær laver det, I har brug for at lave – og derefter mødes igen på et bestemt tidspunkt. (Sammen-hver for sig -sammen igen = en knibetang)
Du vælger ikke din partner fra ved at vælge alene-tid til! Du insisterer bare på, at det er vigtigt for dig med en vekslen mellem alene-tid og par-tid.
3: At kende nogle nemme Zen-skabende ritualer. Ritualer, der får vejrtrækningen i bund og giver følelsen af at være stille indeni. Der er heldigvis masser af veje til Zen. Så find nogle, som virker for dig, og som det er realistisk at du får gjort til et tilbagevendede, helende ritual:
Gå en runde i haven eller sæt dig på altanen et par minutter. Meditér. Dyk ned i din Nødhjælpskasse. Skriv taknemmelighedsdagbog. Læs et digt.
PS:
Den Zen-buddhistiske Pelspølse ved, hvordan man får sig en stille aften:
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Ja, hvem der var en pelspølse ;o)
Jeg skriver positivdagbog/ taknemmelighedsdagbog hver aften og det gør mig mere opmærksom på de gode og skønne momenter i dagen.
Jeg startede med at være taknemmelig over en god kop kaffe og nu har jeg næsten ikke plads på siderne til det hele…
Jeg kender én, som har rigtig meget modvind for tiden og købte i går en lavendelbrusesæbe og en fin lille notesbog til hende. Jeg vil skrive et brev, hvor jeg blandt andet vil fortælle hende om, hvordan hun kan få små lyspunkter tilbage i sin dagligdag, selvom livet vender på vrangen for tiden.
Klem og god dag
Godt at du forklarede ‘knibetangsmanøvren’, for jeg ved så absolut intet om værktøj, at jeg aldrig har forstået udtrykket helt. Men nu er det på plads.
Mette – sikke en sød idé. Det er lige hvad jeg også vil gøre til en veninde, som ikke har fået sovet i 2 år, efter hendes søn er blevet født. Hun er nu langtidssygemeldt, og dagene kan virkelig se sorte ud gennem hendes øjne, fordi hun ikke har fået fred, mens der var sort omkring hende.
Men livet er jo stadig fyldt med fine stunder, og det er bevist, at der kommer flere af dem, når vi værdsætter dem, der allerede er der.
Kære Mette,
Hurra for veninder som dig! Hvor er det en fin gestus!
Jeg er helt enig med dig: At skrive taknemmelighedsdagbog er potentielt livsforandrende. Det er simplethen det enkleste og bedste af alle de ritualer, jeg har indført i mit liv.
Kære Louise,
Ha! Endnu en af de ting, man lærer som enlig mor: at bruge værktøj. Og dobbeltklæbende tape…