Tirsdag den 9. april

af Anna Skyggebjerg den 9. april 2013

Thea spørger i en kommentar til gårsdagens blogindlæg – og Lorry-interviewet – om jeg har gjort mig tanker om heldagsskolen? Ja, DET har jeg!

Det er min faste overbevisning, at indførelse af heldagsskolen vil medføre i bedste fald en alvorlig forringelse af livskvaliteten  - og i værste fald mistrivsel for de introverte børn. Jeg minder lige om, at vi taler om 30-50% af alle børn.

I forvejen er de introverte børn udfordrede af en skole, der slet ikke er tilpasset deres talenter og præferencer, fordi der i skolen er mange mennesker, uro, gruppearbejde og ingen tilbagetrækningsmuligheder. Det betyder, at de introverte børn trættes meget, og at de ikke lærer optimalt.

Det bliver naturligvis kun værre, hvis de skal være i skolen hver dag fra 8 til 15.30.  

En skoledag til kl 15.30 tager af de frie timer, introverte børn behøver for at  kunne blomstre og dermed bidrage til os alle med fine træk som tænksomhed, følsomhed og fordybelsesevne. Det er hjerteskærende. 

I TV Avisen i går var der et indslag om, hvad børnene siger til udsigten til heldagsskole. 9 ud af 10 børn ønsker det ikke, for de er bange for, at det går ud over deres fritidsinteresser og deres alene tid. Da en politiker blev konfronteret med det, sagde hun bare, at “Jamen, til gengæld får de jo virksomhedsbesøg og idræt”. Hun lyttede ikke. Hun hørte ganske enkelt ikke deres bekymring. De ønskede sig IKKE idræt og virksomhedsbesøg. De ønskede sig fri tid. De introverte og de ekstroverte børn vil givetvis bruge deres frie tid forskelligt, men de er fælles om, at have brug for tid, de selv disponerer over. Det får de ikke, når de er i skole til kl 15.30.

Jeg ku’ blive ved, men… lad mig bare afslutningsvist citere Jacob, som ved udsigten til heldagsskole sagde, “Så bliver hele livet gråt.”

PS: The Asger has landed! Vi hentede ham i lufthavnen, hvor han kom flyvende fra Dubai. Han er vidunderlig, synes de fire af os. Den femte hvæser og holder sig på Jacobs værelse…

Asger er vild med dansk vejr. Han ligger lige nu i halvmørket ude på græsplænen og tror, han er på spa-ophold.

{ 6 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Maya-Maia Sakka-Amini 9. april 2013 kl. 21:17

Jeg er fuldstændig ENIG med alt det du siger mht introverte børn og heldagsskolen….jeg husker selv hvor svært det var at få ro i skole og på fritidshjem da jeg var barn….ro til at integrere de mange indtryk jeg fik ..da jeg også ud over at være introvert var særligt sensitiv..når vejret var til det stak jeg af fra fritidshjemmet—vi børn måtte nemlig ikke få nøgle til hjemmet…jeg gik rundt i det rækkehus kvarter hvor jeg boede…nød stilheden…og samværet med alle de katte jeg mødte dagligt…jeg havde også en “Have-Låge hunde ven som jeg “snakkede” med hver dag……Min voksne søn er også introvert han gik ikke på fritidshjem…nød at komme hjem og slappe af…enten i sit eget selvskab eller med hans bedste ven…egentlig var han boglig lavede altid lektier uden at have brug for hjælp men den enorme skoletræthed har gjort at han helt har mistet lysten til at gå i skole frem over….Der var for meget stress og for lidt ro….havde han været i den skolepligtige alder havde jeg været nødt til at se mig om efter en privat skole med en kortere dag hvor de samtidigt gik mere om i de forskellige indlærings metoder og med mere fokus på det kreative….TAK for din bog…jeg nyder den i fulde drag…som med et godt stykke chokolade…sparer jeg på den…vil ikke sluge men langsomt nyde denne åndelige føde…kram

Niels Kjær 10. april 2013 kl. 19:31

Ja, heldagsskolen er en meget dårlig ide – og det gælder faktisk, hvad enten man er introvert eller ekstrovert. Det er en skræmmende tanke, at “det offentlige” (kommunen og staten) pønser på at beslaglægge endnu mere af børnenes frie tid. Som skolebestyrelsesmedlem forsøger jeg (i det små) at modarbejde forslaget om heldagsskole, og jeg kan kun opfordre alle, der har mulighed for det, til at gøre det samme.

Lone 11. april 2013 kl. 13:59

Anna hvor har du ret.
Et skolesystem som på ingen måde tager højde for de introverte børn vil kun give flere børn med en dårligere hverdag, især fordi mange børn bruger deres fritid på at få ro på og lade op til næste dag.
Jeg kommer aldrig til at forstå at så stor en prøcentdel af befolkningen ikke bliver taget hensyn til.
Måske er de introverte ikke gode nok til at råbe deres behov op?

Anna Skyggebjerg 11. april 2013 kl. 14:33

Kære Lone, at råbe op er jo ikke noget, der ligger naturligt til introverte… Men jeg giver Niels ret: Vi må gøre, hvad vi kan, for at fremme gode forhold for vores børn. Introverte og ekstroverte.
Nogle gange er noget så vigtigt at kæmpe for, at man må træde ud af sin comfortzone. Jeg råber gerne højt og blæser til revolution mod heldagsskolen.

Anna Svane 14. april 2013 kl. 18:27

Sikke et dejligt indlæg i debatten. Jeg er selv introvert og var også et meget introvert barn, da jeg var lille. Sådan et biblioteksbarn, der havde læst flere hylder med bøger på, og jeg bliver stadig lykkelig indeni ved duften af bibliotek og bøger.
Jeg har flere gange græmmet mig ved tanken om alle de mange aktivitetstimer med boldspil, alle eleverne skal igennem. Sådan en gennem lang dag med aktiviteter er ikke speciel spændende for et tænkebarn.
Nu er det jo også sådan at introverte voksne godt kan få introverte børn. Det har jeg fået. En meget tænkende søn, som nu er 4-år, småtlæsende, regnende og meget interesseret i geografi. Vi hygger os herhjemme med at “lege” med viden – det er nemlig ægte leg for ham. Så hygger han sig i børnehaven med de andre børn, han er nemlig ikke asocial, han er bare et tænkebarn. Men jeg kan mærke, han er mest afslappet hjemme, hvor han virkelig får tænke- og snakketid.
Jeg ved ikke hvor megen glæde, han får ud af en lang skoledag med mange aktiviteter (total overstimulering, så bliver han overtænkende og bekymret). Det gjorde mig ikke nær så meget, hvis det var op til den enkelte skole at bestemme, hvad de ville. Der findes jo nogle skoler med gode erfaringer med lange skoledage. Men hvis regeringen trækker dette ned over hovedet på alle skoler, må jeg vel kigge mig om efter en friskole, selvom folkeskolen i vores ditrikt ser fantastisk god ud.

Lisbeth Flyger 17. april 2013 kl. 11:00

Jeg er helt fordybet i emnet introvert i øjeblikket, og går nok til emnet på helt klassisk introvert stil, ved at læse, læse, læse og læse (læs forske :) om emnet, forsøge at danne mig et overblik over emnet og få det hele til at falde på plads i mit hoved – endelig får jeg en forklaring på mange ting i mit liv. Derfor ligger denne dejlige og inspirerende blog som fast bogmærke på min computer, har bestilt den udsolgte bog og lånt andre bøger på biblo :-) I vores lille familie har vi stor erfaring med den introverte verden, da tre ud af fire helt sikkert kan lægges i denne “kasse”.
Heldagsskolen – jeg synes efterhånden det er ved at blive et fy ord i debatten, hvor jeg næsten kun læser om negative tanker omkring heldagsskolen.
Jeg tænker at det kunne være den oplagte mulighed for netop at kunne tage hensyn til det enkelte barn. Der bliver flere timer over dagen, hvor der kunne være fordybelsespauser til dem som har brug for det og spurtepauser til dem som har brug for det. Mulighed for at have timer og undervisning på en ny måde, med mere leg, kreativitet og “komme ud af klasselokalet”.
Fysisk aktivitet og kreativitet er alt for underprioriteret i folkeskolen, og hvor ville det være dejligt at få mere plads til dette. Disse aktiviteter kan også målrettes mod forskellige typer af børn, i en skole hvor der er mere tid over dagen, fordi der kan blive timer hvor elever kan gå ud af deres “normale” klasse og træde ind i andre former for undervisning hvor der ikke nødvendigvis er så stor fokus på alder og gruppearbejde, men mere på hvad der driver det enkelte barn. Måske elverne endda selv kan være med til at definere behovet på skolen.
Det kan blive en mulighed for at indrette skolen på en helt ny, dejlig og spændende måde – tænke folkeskolen på en helt ny måde og lade de enkelte skoler finde deres måde at tilbyde skoledagen på.
Hvor kunne det være dejligt hvis en kommune kunne tilbyde forskellige måder at gå i skole på, så alle kunne komme i en skole der er rettet mod den måde barnet og familien fungerer bedst på. Sådan er det jo ofte med fri- og privat skoler, de bliver valgt fordi de tilbyder noget anderledes end den konservative og traditionelle folkeskole.
Jeg ser virkelig muligheder, men det kræver SELVFØLGELIG at regeringen og folketinget ikke trækker en meget stram og usmidig lov ned over folkeskoler og kommuner. Der må ligge en vis frihed, selvfølgelig med krav til kvalitet i indlæringen.
Jeg ser mange muligheder og håber på en mere nuanceret debat, hvor der kan komme flere ideer og tanker på banen – vi har brug for en folkeskole hvor alle kan trives og lære i fremtiden :-)

Skriv en kommentar