Børn er de fødte Zen-læremestre. Det er helt naturligt for dem at finde ro ved at fordybe sig. Og at værdsætte det store i det små. (Tag et barn med i Zoologisk Have for at se elefanter – og det er gråspurven, der åd et halvt pølsebrød, han kan huske bagefter…)
1:
Vibeke, som læser med på bloggen, har sendt mig en mail, hvor hun fortæller, hvordan hendes 3½-årige datter er en lille Zen-mester. Vibeke fortæller, at hun selv har svært ved være tilstede i nuet. I stedet er hun hele tiden på vej til noget, i færd med at planlægge næste skridt. Hun havde egentlig også planlagt at familien igen i år skulle på jule-shopping til London, men måtte aflyse det, da der er skruet ned for karrieren og rådighedsbeløbet. Det var ikke helt nemt at fortælle til datteren, som siden sommer har fortalt vidt og bredt, at hun skal til London til jul. Men da Vibeke fortæller det, siger hendes datter sådan her: “Så bliver vi da bare hjemme og laver dukketeater i stuen”.
Vibeke skriver, at hun lige der vidste, hvad Zen er. Og hun er så venlig at rose mig for at have sat fokus på det nære og vidunderlige i nuet. Men faktisk: Det er jo ikke mig, menVibekes datter, der er Zen-mesteren her!
2:
I dag stødte jeg på en dreng fra 3. klasse, hvis forældre har mange planer, men ingen Zen. Selv har de to tidskrævende karrierer. Og barnet er meldt til dit og dat efter skoletid, som forældrene synes, det er sundt, han får lært. De havde (hvilket er fornuftigt nok) lavet et ugeskema over familiens tid og vist det til sønnen, som spontant udbrød, “Hvornår skal jeg så sidde på mit værelse?”
Han havde forstået noget om behovet for Zen, som forældrene ikke havde fattet en bjælde af.
3:
Måske gør de, hvis de læser dette haiku om at sidde stille, gøre intet og opleve øjeblikket helt perfekt:
a warm fall day
learning from this rock
to do nothing
(Paul O. Williams, født 1950)
{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Hvor er det to smukke historier! Tror jeg skal huske lige at lytte, når mit indre barn spørger, hvornår det kan få lov at sidde stille på dets værelse…
Min erfaring er, at når ungerne kommer hjem fra nogle ofte hæsblæsende timer i institution og skole (for jo, det er som at gå på arbejde) er det naturligvis ofte svært for dem, at skifte fra 5. til frigear. Så hvis vi fx ikke ønsker, at de skal sætte sig foran flimmeren (der ikke er nogen god afslapnings-ting, fordi hjernen går i alfa-bølge-mode, hvormed alle indtryk siver ufiltreret ind, og det er sjældent ro og balance, der fiser ud af fjerneren på børnenes kanaler), så skal vi være forberedte på, at de indimellem vil brokke sig over den zen-skabende ro. For den føles ubehagelig og dybt kedsommelig for dem i starten. Antennerne har været så lange hele dagen, at de ikke kan registrere alt det spændende liv, de har indeni. Men på trods af evt. brok må vi insistere på roen, og vi vil opdage, at antennerne vil blive trukket på plads – og de vil stille kunne fordybe sig i deres eget. Denne insisteren skal blot ikke følges af bebrejdelser over, at de da ikke kan se, at det er sundt at kede sig, men med forståelse over, at selvfølgelig er det svært at finde ro efter 5-8 timers larmende aktiviteter.