Noget om at undre sig over sine børn. Og noget om accept.
1: Under middagen, hvor vi taler om alt det, der er sket i løbet af dagen, siger Jacob pludselig helt umotiveret, “Jeg tror godt jeg ved, hvordan man siger “elektrisk ål” på latin: Electrophorus electricus.”
Er det den samme dreng, som til gengæld ikke kan huske at tage sin madkasse op af rygsækken?
2: Under samme middag fortæller Elise om sin netop overståede fransk-test og om fascinationen af Darwin.
Er det den samme pige, som jeg lige havde skændtes med, fordi hun insisterer på ikke at kunne gå i bad på under 40 minutter?
3: Jeg forstår ikke mine børn. De er store og små på samme tid. Pragtfulde og møj-irriterende indenfor det samme minut. Jeg forstår ingenting, men jeg accepterer. For alting er, som det er, uanset om jeg forstår eller ikke forstår. Den erkendelse er givetvis en lettelse for mine børn. I hvert fald er den en lettelse for mig:
If you understand, things are just as they are;
if you do not understand, things are just as they are.
(Zen-ordsprog)
