Torsdag den 12. september – Brevkassen

af Anna Skyggebjerg den 12. september 2013

Brevkassen har fået et brev fra en kvinde, som har et problem, hun ikke tør fortælle nogen om. Læs mit svar herunder.

Hvis du selv har lyst til at skrive til mig med et spørgsmål, så læsher, hvordan du gør.

Kære Anna

Jeg har aldrig nogensinde hørt nogen tale om det emne, jeg nu vil skrive om. Jeg har aldrig hørt nogen offentlig person fortælle denne historie. Jeg har aldrig set dette delt på sociale medier. Jeg har aldrig læst nogen selvbiografi nævne dette emne. Og jeg bærer selv en del af skylden for dette.

Jeg er på mange måder en meget normal kvinde. Jeg har haft et teenageliv med masser af kærester. Jeg studerede hårdt og arbejdede endnu hårdere for at få en god karriere. Jeg har en lækker mand. Jeg har en fantastisk søn på 10 måneder. Jeg har venner og et fabelagtigt socialt liv. Jeg kommer fra en vidunderlig og omsorgsfuld familie. Jeg rejser over hele verden, og jeg tænker på mig selv som en smuk og livsnydende kvinde. Men der er en mørk og hemmelig side ved mig. En side, som få mennesker har set. En side, som jeg har kæmpet med hele mit liv. En side, som jeg aldrig har været helt ærlig omkring. Nogensinde. Indtil nu.

Jeg lider af vaginisme. Jeg kan ikke have sex. Eller korrektion – jeg kan ikke fuldføre et samleje. Penetration er ikke en mulighed for mig. Det gør fysisk ondt.

Nu er du måske i chok. Du tror måske, jeg er dybt mærkelig. Du tror, der er noget konkret galt med mig fysisk. Eller måske har du utrolig ondt af mig. Du tænker over, hvor meget jeg går glip af – det er jo livets største gave. Du foreslår måske terapi. Jeg skal have hjælp. Og inderst inde tænker du måske, at du er glad for, at du ikke er mig.

Mit lange brev leder imidlertid ikke hen til, at jeg vil spørge dig til råds om mit konkrete problem. Jeg er helt med på, at du ikke er sexolog eller lignende. Men sagen er den, at jeg har tilbragt hele mit liv med at frygte reaktionen fra omverdenen. Jeg føler mig utrolig isoleret ved at have denne enorme ting i mit liv, som jeg er nødt til at holde hemmelig. Jeg har altid vidst instinktivt, at jeg ikke kunne fortælle nogen om det. Jeg løj om det, jeg dækkede over det, jeg foregav at være en anden, jeg fortrængte det, jeg undgik alle typer af intimitet, jeg drak for meget, jeg tvang mig selv, jeg glemte mig selv. Men i alt dette var eller er det eneste, jeg virkelig har brug for at se / høre / læse om nogen, som gennemgår (noget af) det samme.

Jeg skriver til dig, fordi jeg befinder mig i et kæmpe dilemma. Jeg ønsker på den ene side, at kvinder, der er ligesom mig, får at vide, at der er nogen derude, der er lige så bange som dem. Jeg ønsker at tage det første babyskridt og stå frem. Sætte den dialog i gang, der er så meget brug for i medierne: Hvad kommer det her fra? Hvordan påvirker det dit liv? Hvordan kan du nyde din seksualitet på trods af, at din krop er forkrøblet på den måde? Hvordan reagerer din mand / kæreste? Hvordan bliver du mor? Hvilken behandling er der? Hvorfor lider nogle af os af dette?

Men på den anden side er jeg angst angst angst. Jeg vil ikke være ”hende”. Jeg vil ikke dømmes. Stemples. Gøres aseksuel.

Jeg har listet omkring dette emne med mine dejlige og tætte veninder så mange gange. Hvorfor har jeg aldrig delt det? Når der er noget, der er tabu og aldrig bliver talt om i medierne, så bliver det forbundet med skam. Jeg var – jeg er stadig fyldt med skam. Vi lærer som kvinder, at vi kan gøre alt, hvad vi sætter os for. Men vent …  det kan jeg faktisk ikke. Der er denne ting ved min seksualitet, som jeg ikke kan kontrollere. Jeg har været på hospitaler, ved fysioterapeuter, hos psykiatere, sexologer og ved alternative behandlere. Ingen kan hjælpe mig. Vaginisme er en overset sygdom, som videnskaben ikke beskæftiger sig med. Jeg har været igennem forskellige typer af behandling – ingen af dem med resultat. Og ikke én gang i processen har jeg mødt en kvinde, der kiggede mig i øjnene og sagde – ”Jeg ved, hvordan det er.”

Vi ønsker alle at være den bedste udgave af os selv – men kan jeg være det, hvis jeg udadtil indrømmer så stor en ”fejl” ved mig selv som kvinde? Jeg ved ærligt ikke, om der er plads til mig i den fortælling om kvinder, som medierne centrerer sig omkring. I forhold til selvrealisering og empowerment af kvinder – er der så plads til så stor en skam? Reelle imperfektioner. Og ikke bare ”Jeg skipper også aftensmaden og køber takeaway til mine børn engang imellem” (fortællingen om den ikke-perfekte mor) eller ”Jeg har også en gang haft lesbiske fantasier” (fortællingen om den frigjorte kvinde).

Jeg ønsker at være ærlig og dybfølt. Ikke mindst hvis min rejse som kvinde skal være sand og autentisk. Og jeg ønsker at hjælpe andre i min situation. Men er det vigtigere at kunne se andre i øjnene? Jeg frygter, at det ikke er muligt, hvis jeg åbner op. Jeg frygter, at jeg ikke er klar til at være den første, der åbner samtalen, selvom der er så kæmpe behov for den. Er jeg så en hykler? Gør det mig så endnu mere svag?

 

De allerkærligste hilsner,

Elle 

 

Kære Elle,

Af hjertet tak for dit brev. Jeg ved, det har været en stor overvindelse for dig at skrive det brev og for første gang nogensinde fortælle historien om hele dig. Hvor er det godt, at du har gjort det. Fordi du fandt modet til det, har du nemlig nu taget det første skridt på en virkelig vigtig rejse. Jeg ser det ikke som et vaklende ”baby-skridt”, men som et stort, sikkert skridt, der udstikker en retning. Mit håb er, at jeg kan inspirere dig til at tage det næste.  Det næste skridt er ikke at hjælpe andre kvinder, som lever med vaginisme. Glem alt om det lige nu! Det er alt for tidligt. Dit næste skridt handler om at finde mod til at fortælle din historie til en enkelt eller to nære veninder. Det er sådan, du kommer videre, Elle. At dele din historie med mennesker, som du har tillid til, det er vejen til det ærlige og dybtfølte liv, du drømmer om. Og det er den eneste vej.

 Men nu er jeg hoppet direkte til konklusionen. Jeg vil gerne bakke lidt. Jeg vil gerne fortælle dig, hvad jeg tænkte, da jeg læste dit brev.

 Du fortæller mig, at du har en lækker mand og en dejlig, lille søn. Du har nære venner, et rigt socialt liv, og er vokset op i en vidunderlig og omsorgsfuld familie.  Du har en god uddannelse og en god karriere. Du rejser verden rundt, og du tænker på dig selv som en smuk og livsnydende kvinde. 

Elle, jeg ser for mig forudsætningerne for en helt usædvanligt privilegeret hverdag med høj, høj livskvalitet.

 Men du får ikke realiseret den livskvalitet på grund af én eneste ting, din vaginisme. Du fortæller, at den er ”en mørk og hemmelig side” ved dit liv. Du beskriver, at du har ”en forkrøblet krop” på grund af vaginismen. Og du taler om store tunge sager, som vaginismen har betydet i dit liv: angst og skamfuldhed og isolation.

 Jamen, kære du. Så meget skal vaginisme slet ikke fylde. Du får mig til at tænke på en klinisk sexolog, jeg kender, som har fortalt, at ofte, når han eller en kollega får en mand i behandling for impotens, kommer manden nærmest løbende ind i konsultationen og indleder kontakten med ordene, ”Jeg er impotent! ”, før han fortæller, hvad han hedder. Impotensen fylder det hele. Den definerer manden. Sådan er det også for dig, fornemmer jeg. Vaginismen er kommet til at fylde så meget i dit liv, at alt det fine, du er og har, ikke får den plads, det fortjener. Jeg ved, du oplever vaginismen som et kæmpe tabu i dit personlige liv (og som et kulturelt tabu). Du har min medfølelse, naturligvis. Og du har min forståelse: Jeg ved, at tabuer har evnen til at proportionsforvrænge og uretmæssigt erobre fokus; det er faktisk noget af det, de gør bedst.

 Men, Elle, jeg er nødt til at sige, at når jeg læser dit brev, så kommer jeg til at tænke, at ved at gøre vaginismen til så stort et tabu, er du kommet til at skygge for det tabu, som dit brev i virkeligheden handler om, som er det virkelige tema og dit virkelige problem: skam.

 Så lad os kigge på skam.

 Først 3 ting, som det er vigtigt at vide om skam: 1) At føle skam er menneskeligt; vi føler alle skam. 2) Vi er også alle sammen bange for at tale om skam. 3) Dermed er vi alle ofre for det faktum, at jo mindre vi taler om skam, des mere kontrollerer det livet. Skam næres nemlig af fortielser, vokser af at blive holdt hemmelig. Men det er med skam, som det er med trolde: De mister deres kraft, når man nævner dem ved navn. Vi skal snakke om skam, fordi det er den måde, hvorpå vi overvinder den, tager magten tilbage i vores liv – og udvikler os som mennesker, der tør stå ved os selv og have tætte, meningsfulde relationer, fordi vi ved, vi er værdige til det. 

 ”Skam er den intenst smertefulde følelse eller oplevelse, der kommer af at tro, at vi er fejlbehæftede og derfor ikke værdige til kærlighed og at høre til.”

 Ordene er ikke mine, men Brené Browns. Hun forsker i skam, og de to linjer ovenfor er hendes definition på skam.  Hvad tænker du mon, når du læser de ord? Bliver du ked af det? Bliver du provokeret?

 Skam handler simpelthen om at have en følelse af, at hvis andre mennesker vidste denne ene ting om mig, så ville de ikke kunne lide mig mere. Og alting ville falde fra hinanden. (”Nu er du måske i chok. Du tror måske, jeg er dybt mærkelig”, skriver du til mig. Intet kunne da være mig fjernere! Det er din skam, som taler der.)  Har vi den følelse, at ”hvis jeg fortæller det her, rasler alting sammen omkring mig”, ja så tier vi selvfølgelig stille. Eller gør som du: lyver, dækker over det, foregiver at være en anden, fortrænger, undgår intimitet, drikker for meget, tvinger dig selv, glemmer dig selv.  Elle, du smider barnet ud med badevandet. Du bliver så ensom af at kæmpe imod den ensomhed, som du forestiller dig vil være resultatet, hvis du fortæller om hele dig.

 Så tiden er kommet til at gøre noget andet. Tiden er kommet til at tage det næste skridt, jeg talte om i begyndelsen af mit svar: Du skal stå ved din historie. Du skal dele den. Du skal vise, hvem du er.

 Du skal ikke fortælle din historie til hvem som helst. Det kunne du naturligvis heller ikke drømme om, for det er svært, det her. Du skal være omhyggelig med, hvem du vælger at fortælle den til, for det er ikke sådan, at det bare pr automatik heler at fortælle sin historie. Den idé er respektløs og en bagatellisering af det, som et andet menneske oplever som et stort og tabuiseret problem. Pointen er denne: Du skal fortælle din historie i en meningsfuld kontekst. Du skal fortælle den til den ene veninde eller de få veninder, som har fortjent at høre den.  Der vil du opleve det stik modsatte af din værste frygt: Den, du deler din historie med, vil ikke dømme eller stemple, men sandsynligvis ånde lettet op over, at du er lige så uperfekt som hun, at også dit liv har ridser i lakken. Og hun vil sige lige præcis de ord, som du selv fortæller mig, at du så gerne vil høre: ”Jeg ved, hvordan det er.” Det vil give jeres forhold en kvalitativt ny intimitet og ærlighed, som gør det jordskælvssikret. Og det vil give dit liv autenticitet.

 ”Jamen, min veninde ved da overhovedet ikke, hvordan det er at leve med vaginisme!”, siger du nok nu. Nej, den veninde, du vælger at dele din historie med, ved ikke, hvordan det er at leve et liv med vaginisme. Men det er heller ikke vaginismen, der er centrum i din historie. Det er skammen og ensomheden, der er centrum. Og med garanti: Din veninde er et menneske, og hun ved godt, hvordan det er at leve med skam og en følelse af, at der er dele af mig, som jeg ikke kan fortælle om til nogen. Derfor vil hun sige ordene, og du vil høre ordene, ”Jeg ved, hvordan det er.”  Og der – lige der – begynder skammen og isolationen og ensomheden  at fortone sig. Og heling bliver mulig. For når skammen bliver taget ud af ligningen, forsvinder proportionsforvrængningen, og vaginismen får  den størrelse i dit liv, som er berettiget. Så kan du se den, som det, den er. Som. Det. Den. Er. I stedet for at føje lidelse til smerte ved at lægge en masse selvdestruktive  fortolkninger ned over. (At du ikke kan gennemføre et vaginalt samleje, gør dig ikke ”forkrøblet”, Elle.)

Derefter – når du kan se vaginismen isoleret fra skammen – kan du begynde at tænke over, hvad du vil gøre ved, at du lever med vaginisme. Vil du gøre et nyt forsøg på at finde en behandler, som måske kan hjælpe? Vil du acceptere vaginismen i dit liv og sige helt nøgternt, “Jeg har et dejligt liv og et dejligt sexliv, bare uden penetrering. For jeg har en muskellidelse ved skedeindgangen, som gør, at det ikke kan lade sig gøre.” Eller vil du på sigt gerne være talskvinde og offentlig omkring vaginismen, så du kan hjælpe andre kvinder med samme problem? Måske ingen af delene? Måske en kombination af flere af tingene? Måske noget helt andet? Under alle omstændigheder tør jeg næsten garantere, at vaginismen som problem er blevet mindre, når det ikke er ledsaget af skam og isolation. Jeg tør også garantere, at dit liv føles lettere, fordi du ikke længere slæber rundt på et møllehjul.

Som sagt synes jeg ikke, du skal tænke på det med at blive offentlig talskvinde foreløbigt. First things first. Du skal begynde i det små med den ene veninde. Faktisk er det alt, hvad vi dybest set behøver:  At der er et enkelt andet menneske, som kender os 100% og accepterer os 100%. Bare et enkelt andet menneske, som vi altid kan regne med vil sige, ”Jeg ved, hvordan det er.” Som vi ikke har nogen hemmeligheder for.  Som kan få os til at grine af noget, vi ikke troede det muligt at grine af. Som kan rumme vores manglende perfektion, vores sårbarhed og vores angst for ikke at være værdige til kærlighed. Sådan et menneske gør hele forskellen i livet. Mit menneske hedder Anne Marie, og jeg tror, jeg ville dø af ensomhed uden hende. Det er virkelig en stor gave at have sådan en fortrolig i sit liv. Men jeg føler mig fuldkommen overbevist om, når jeg læser dit brev, Elle, at den gave allerede er i dit liv. Du skal bare række ud og til gengæld tilbyde den gave, du selv er.

 Courage!

 Kærlig hilsen,

Anna

{ 5 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Katja 13. september 2013 kl. 08:59

Smukt og dybt vedrørende svar, Anna. Jeg håber Elle kommer videre. Imens vil jeg prøve, at få de ting, som jeg skammer mig over til at fylde mindre, så jeg kan leve mere.

Birgitte B 13. september 2013 kl. 09:27

Jeg må indrømme at da jeg havde læst indledningen af dit brev Elle og du nåede til dit problem, så tænkte jeg: puh, var det ikke andet… Jeg ved det fylder meget i dig, men du er altså ikke alene. Jeg kender i hver fald én med samme problem. Hun taler åbent om det, fordi det har hun brug for. Fortæller at hun ikke engang kan bruge tamponer osv. Jeg håber du har mod til at gøre som Anna foreslår.
Og Anna, du har endnu engang leveret et helt fantastisk svar, som jeg synes rammer kernen i problemet rigtig fint :-)

Helle 13. september 2013 kl. 09:37

Enig med Katja – fantastisk svar Anna! Ordene rørte noget dybt i mig og jeg indså, hvordan jeg kapper snoren til “den møllesten, jeg har slæbt rundt på så længe”. Det er selvfølgelig ikke bare sådan lige at gøre, men jeg kan mærke , at jeg nu kender retningen for det første skridt, og så må jeg bare sætte den ene fod foran den anden, til jeg til sidst har lært at løbe (leve mit liv som den jeg er uden skam). Tak Anna og de bedste ønsker for fremtiden til Elle.

Gitte 13. september 2013 kl. 16:51

Jeg syntes det er flot Elle, du skriver her om dit problem. Jeg kender ikke ret meget til vaginisme, men kan godt sætte mig ind i, at det er svært at tale om det, især når det er så tabuseret (er det et ord?)
I mange år har jeg lidt at depression, og er ovenikøbet introvert, med det resultat, at jeg ikke har nogle venner eller veninder idag. Det er først nu, efter rigtig meget hjælp fra forskellige instanser og gode mennesker, jeg ikke skammer mig over det, for i vores verden “skal” man jo have et godt socialt netværk, ellers er man “underlig”.
Og sikke en befrielse at fortælle det til andre, og opleve at de siger som Anna ganske rigtigt i sit fantastiske og rigtige svar skriver:
”Jeg ved, hvordan det er.”
Rigtig meget held og lykke, uanset om du vælger at dele det med andre eller ej. Og NEJ du er IKKE en hykler, man skal være ok med sig selv, før man kan dele med andre.

mette 15. september 2013 kl. 17:39

Efter at have læst dit første afsnit, Elle, var jeg meget spændt på, hvilket problem der ville matche en sådan dramatisk indledning. Vaginisme, jeg kendte ikke til problemstillingen, men har jo hørt om impotens, hvilket vel er en mandlige pendant. Som jeg læser det, er du optaget af, hvad dine omgivelser ville tænke om dig, hvis de kendte til dit problem. Men hvorfor være optaget af det? De skal jo ikke være en del af dit seksuelliv i praksis. Du skriver, at du har haft kærester og nu har en dejlig mand. Jamen, hvor herligt! Ergo finder du/I ud af det, men på andre gode måde, formoder jeg. Som man ellers let kunne forestille sig, har det heller ikke forhindret jer i at få barn – og her kan man da tale om den største lykke i livet.

Kære Ella. Tilværelsen er jo ikke lydefri for nogen af os, bestemt heller ikke for mig. Dette er så dit. Jeg synes Anna har givet dig en vidunderlig klog og empatisk respons, på det du her har delt. Med de opmærksomheder hun giver dig, kan jeg dårligt se, hvordan du kunne være bedre hjulpet videre.

Smil og vinke
Mette

Skriv en kommentar