Da Jacob var lille og gik til fodbold et par gange om ugen, fandt jeg - efterhånden – ud af, at den tid, jeg tilbragte med at stå langs sidelinjen, ikke var ventetid, men en gave: hele 60 vidunderlige minutter, som var helt mine egne, hvor jeg kunne læse, tænke, vende blikket indad eller bare trække vejret i bund. Ren Zen!
I dag fik jeg to timer med ryggen mod et bøgetræ, mens Elise og kæresten kørte mountainbike i Hareskoven. Jeg havde taget en bog af Maya Angelou med – og så er man i godt og zenrigt selskab. Mine damer, jeg kunne citere adskillige sætninger, men lad mig dele blot disse om at tage ansvar, når man sårer, men også at tilgive sig selv, sige undskyld - og have tillid til, at ens undskyldning bliver taget vel imod:
When I have found that my ineptness has caused displeasure, I have learned to accept my responsibility and to forgive myself first, then to apologize to anyone injured by my misreckoning. Since I cannot un-live history, and repentance is all I can offer God, I have hopes that my sincere apologies were accepted.
Godt råd til mødre – og andre, der kan finde på at ruge længe over egne fejl i stedet for at komme videre med livet…
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Jeg siger det lige igen: Hvor er det dejligt, at du er tilbage.
Åh, tak fordi du siger det, Madamme!
Tilgivelse er ikke bare en nødvendighed, men også en gave – især når man lærer at rette tilgivelsen mod sig selv! <3
Godt at blive mindet om….
Kh Zanna