Torsdag den 3. oktober

af Anna Skyggebjerg den 3. oktober 2013

Jeg har lyst til at sige tak, fordi I er så mange, der læser med, når der er Brevkassespørgsmål og-svar. Det glæder mig rigtig meget. Jeg har også lyst til at fortælle om en oplevelse, der fandt sted dagen efter det seneste brevkassesvar.

I svaret har jeg skrevet om, hvor vigtigt det er at have sine grænser trukket fuldt op, frem for at have stiplede linjer omkring sig, som enhver kan trænge igennem. Jeg skrev også, at det faktisk ikke er så let at begynde på den proces, fordi man nemt kommer til at føle sig lidt uelskværdig, når man klart markerer sine grænser. Man virker sødere udadtil, når man ikke går så højt op i det med grænser.

Og dagen efter kom jeg på egen krop til at opleve netop det. 

Jeg fik en mail med tilbud om at holde foredrag for en flok professionelle coaches. Arrangementet skulle vare 2½ time. Jeg ville blive betalt med 3 flasker vin og en S-togs billet.

Jeg skrev tilbage, at jeg desværre måtte takke nej, fordi jeg ikke kan tilbyde at arbejde gratis.

Og derefter gik der et døgns tid med… ruelser. For selvom jeg ved, at det er en særdeles fair tilbagemelding, en særdeles fair ståen ved mine grænser, så måtte jeg igennem “nu-kan-de-nok-ikke-lide-mig” og “hvem-tror-jeg-jeg er”. Og mere af samme skuffe, der gav en meget stille dag på kontoret. Jeg fik kort sagt ikke lavet en skid, mens jeg gik i cirkler og havde ondt i maven.

Så nej, det er ikke nødvendigvis behageligt at lære at stå ved sine grænser. Men der er ikke nogen anden vej end igennem, når man vil frem mod målet: Selvaccept, selvrespekt og muligheden for ligeværdige relationer.

PS: Dette snapshot fra for et par dage siden er et billede af ligeværdighed: Min Asger og hans bedste ven, Luna, som går tur skulder ved skulder, holdende om hver sin ende af en tom vandflaske. 

 

{ 7 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Rebekka 3. oktober 2013 kl. 14:48

Kære Anna.
Igen igen igen får man lyst til at sige : “Ihhh, hvor jeg kender det !
- og Ih, hvor er det dog irriterende, at det skal være så svært at tro på egne værdier og holdninger.
Men når ens grublerier har fortaget sig,synes jeg, at jeg mærker en stor tilfredsstillelse ved at vide, at jeg stod fast – (med bævende knæ).
-
Smukt billede af de to hundevenner -tak

Pia 3. oktober 2013 kl. 15:57

Og jeg får godt nok lyst til at råbe: hvad fanden bilder DE sig ind! Pardon My French….

Charlotte 3. oktober 2013 kl. 18:20

Det billede er guld værd! :-)
Og vise ord fra dig, endnu en gang. Tak

Ane 3. oktober 2013 kl. 22:21

Altså ….. Hvordan kan “professionelle” coaches dog finde på at invitere et professionelt arbejdende menneske som dig ud til at holde et 2 1/2 times foredrag til en hyre af 3 fl vin og en S togs billet ???? Det er respektløst …..og ret mærkeligt …. Dejlige hundevenner !

Line 4. oktober 2013 kl. 08:18

Ih hvor er du god! og hvordan er det man kommer væk fra de der cirkler? Jeg er begyndt at gå ud og trampe lidt i jorden, det virker… Desværre er det ofte nemmere at gå i cirkler, end at gå ud af hoveddøren. Glædelig solskinsdag

Jette 4. oktober 2013 kl. 10:09

Kære Anna,
Tak fordi du deler!
I forgårs havde jeg møde med en forfatter, som gerne ville udgive sin nye, lokalhistoriske bog på mit forlag.
Han havde medbragt en kontrakt, som jeg skulle skrive under. Deri fremgik det, at jeg kunne “få lov” at tjene 30 kroner pr. bog, jeg solgte. Der var endda en klausul, der sagde, at jeg ikke måtte “tjene” mere end 30 kroner (for eksempel ved at opkræve ekspeditionsgebyr).
“for alle omkostninger skulle holdes nede, også salgsomkostningerne”, som han sagde.
Og han var meget overrasket over, at jeg ikke begejstret og omgående takkede ja.
Bagefter “led jeg af anfægtelser”. Skulle jeg have givet afkald på min normale avance i den gode sags tjeneste? Gik der virkelig skår af mig ved at ekspedere den bog nærmest gratis?
Der kan jo hurtigt gå 15-30-60 minutter med en ekspedition, når man skal snakke, fakturere og måske pakke ind til forsendelse + gå på posthus.
Nu har forfatteren lige mailet til mig: De lader det lokale trykkeri stå for udgivelsen…
Jeg er lettet – og jeg kan mærke, det var det rigtige at stå fast.
Kærlig hilsen,
Jette

Anna Skyggebjerg 4. oktober 2013 kl. 10:13

Jette, WTF?! Godt, du stod fast!!

Skriv en kommentar