Torsdag den 5. november

af Anna Skyggebjerg den 5. november 2009

Den helt store gevinst ved at skrive taknemmelighedsdagbog – eller en blog med “Hele 3 ting”, der gør dagen særlig – har for mig været, at jeg er begyndt at indstille blikket og bevidstheden på det, der er at være taknemmelig for.  Jeg har fået ændret mit fokus fra “alt det, jeg mangler” til “alt det, jeg allerede har”.  Det har været livsforandrende.

Alligevel kan der være dage, hvor jeg mærker, at bevidstheden og blikket ikke af sig selv søger det gode. Dage, hvor jeg måske tværtimod søger at få bekræftet, at alt er noget lort.  På sådanne dage skal jeg udfordre mig selv. Og det gjorde jeg i dag: Da jeg cyklede hjem fra arbejde, besluttede jeg, at inden jeg nåede hjem, ville jeg finde tre ting, der gjorde mig glad.

Den øvelse kan anbefales!

Here are the results of the Annaish jury:

1

En dame og hendes lyse labrador sad på en bænk på Dalgas Boulevard. Ja, du læste den sætning rigtigt: De sad begge på bænken.  Lige op og ned ad hinanden. En dame og hendes zen-master. Så sødt et syn det var.

2

En dreng gik med sin mor i hånden og spiste kage.  De havde ikke travlt, så det ud til. De bare gik. Og spiste kage.

3

Udenfor min hoveddør (så det var i sidste øjeblik!) mødte jeg Jacob, som kom hjem fra SFO. Han havde sin hue på, men fordi han er doven eller fordi han er en drømmer, havde han ikke ulejliget sig med at tage den ordentligt på. Den sad stramt om hovedet lige oven over ørerne, så han fuldkommen lignede Dumpe, en af de syv små dværge. Og det gjorde mig glad. Nej, lykkelig.

{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Ann-Christine 6. november 2009 kl. 11:08

Så sødt med hunden på bænken. Så fik den heller ikke våde poter :)
God øvelse, den må jeg prøve i eftermiddag når jeg lufter barnevognen.

Dorte 6. november 2009 kl. 13:06

Hvor er det godt gået! – at du alligevel finder tre ting på en af de dér dage, hvor det er lidt svært.
Jeg fik tårer i øjnene, da jeg læste din nummer tre. Jeg ved ikke helt hvorfor… Måske genkender og mærker jeg bare mor-kærligheden og mor-rørtheden over de der små finurlige ting, man nogen gange ser hos sit barn.
Kh

Louise Kvist 6. november 2009 kl. 13:42

Du er skøn!

Skriv en kommentar